Skip to main content
CISC - Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund

Undersøgelse af patientstøtteområdet i Hjerteforeningen

Hjerteforeningen har et stort netværk af frivillige som på forskellig vis arbejder for hjertesagen.
Et af områderne inden for det frivillige arbejde er patientstøtteområdet. Patientstøtter er en gruppe af frivillige, som er eller har været ramt af hjerte-kar-sygdom, eller som har et barn med en hjerte-kar-sygdom, og som har det til fælles, at de har tid og overskud til at hjælpe andre i en lignende situation videre i livet. De bistår og støtter nye hjerte- kar-patienter eller forældre til børn indlagt på hjerteafdelinger på udvalgte hospitaler og i forbindelse med ad hoc samtaler i Hjerteforeningens rådgivninger.

Antallet af patientstøtter og frivillige forældre er inden for de sidste år steget, og fremadrettet ligger der et stor udviklingspotentiale i forhold til at udbrede tilbuddet primært til hospitaler og hjerteafdelinger. Men hvordan fungerer patientstøtten?

  • Hvor mange hjertepatienter når Hjerteforeningen ud til, og står indsatsen mål med de ressourcer, som knytter sig til tilbuddet?
  • Hvilke hjertepatienter er det, der primært benytter sig af tilbuddet, og hvorfor benytter de sig deraf?
  • Oplever patientstøtterne og de frivillige forældre, at de er kvalificerede til opgaven, og hvordan tænker de frivillige at ordningen kan videreudvikles?
  • Hvordan vurderer det sundhedsfaglige personale i Hjerteforeningen patientstøtten og herunder det interne ressourceforbrug til indsatsen?

Denne undersøgelse har som formål at besvare ovennævnte spørgsmål, således at Hjerteforeningen får en viden og indsigt, som kan være med til at sikre de fremadrettede aktiviteter inden for patientstøtteområdet, og samtidig give en mere generel viden vedrørende patientstøtte på sundheds- og forebyggelsesområdet, som andre patientområder kan have glæde af. Derudover kan undersøgelsen fungere som et fagligt grundlag for et videre udviklingsarbejde.

Projektets varighed:  2017
Finansieres af: Hjerteforeningen
Forskere på projektet: Bjarne Ibsen

Publikationer:
Ibsen B, Pedersen MRL, Bertelsen AS. Hjerteforeningens patientstøtteordning. Odense: Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, 2018.
Movements, 2018:1 (pdf)

Ibsen B, Pedersen MRL, Bertelsen AS. Hjerteforeningens patientstøtteordning - Kort fortalt. S.l.: Hjerteforeningen og Syddansk Universitet, 2018. 
Download folder  (pdf)

 

Sidst opdateret: 19.10.2023