Skip to main content
CISC - Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund

Undersøgelse af idrætsfaciliteterne i Skanderborg Kommune

Undersøgelsen gennemføres i et samarbejde med Idrættens Analyseinstitut. Sigtet med undersøgelsen er at kvalificere beslutningsgrundlaget i Skanderborg Kommune for en udvikling af faciliteter og anlæg til idræt og motion i overensstemmelse med fremtidige behov hos såvel foreninger som andre brugere. Undersøgelsen skal være med til at danne baggrund for en fortsat udbygning af idrætsanlæggene i kommunen for at fremme optimale fysiske rammer for foreningerne og de idrætsaktive.

Undersøgelsen omfatter en kortlægning af de eksisterende faciliteter i kommunen samt en analyse af behovene for og ønskerne til idrætsfaciliteter i kommunen. Den sidste del omfatter både en undersøgelse af foreninger, organisationer og institutioner, som benytter idrætsfaciliteterne, og en undersøgelse af børn og voksnes idrætsdeltagelse.

Undersøgelsen afsluttes med et perspektiverende notat, hvori der fremlægges konkrete forslag, ideer og anbefalinger til en plan for udviklingen og benyttelsen af idrætsfaciliteterne i Skanderborg Kommune.

Projektets varighed: August 2013 – januar 2014
Finansiering: Skanderborg Kommune
Forskere på projektet: Lau Tofft-Jørgensen og Henrik Brandt fra Idrættens Analyseinstitut og Jens Høyer-Kruse og Bjarne Ibsen fra CISC.

Publikation:
Høyer-Kruse J, Tofft-Jørgensen L. Undersøgelse af idrætsfaciliteter i Skanderborg Kommune. Odense: Institut for Idræt og Biomekanik, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, 2014. Movements, 2014:5 (pdf)

Sidst opdateret: 13.10.2023