Skip to main content

Om centeret

Hvorfor SDU Center for Grundskoleforskning?

Fra mange parters side er der et udtalt behov for praksisrettet grundskoleforskning, fx indenfor fagdidaktik (naturfag, fremmedsprogsfag, dansk, samfundsfag, idræt m.fl.), skoleledelse samt tværgående didaktiske og pædagogiske områder som teknologi og interkulturel pædagogik. Behovet skyldes blandt andet reformer af folkeskole og læreruddannelse, med nye krav til forskningsbaseret læreruddannelse. Det er et politisk ønske at styrke fagligheden og kvaliteten af undervisningen via tæt dialog og samarbejde mellem forskning og praksis. Behovet for grundskoleforskning dækkes aktuelt ikke i tilstrækkelig grad af hverken professionshøjskolernes egne forskningsenheder eller andre uddannelsesforskningsmiljøer i Danmark. Det vil SDU's Center for Grundskoleforskning gerne bidrage til at forbedre idet vi forfølger centerets vision om at forske om, med og for grundskolen. Det betyder at vi både vil støtte eksplorativ forskning om grundskolen, forandringsorienteret forskning med grundskolens aktører og vil gøre det med tanke på de mål og visioner for grundskolen der formuleres politisk og også blandt uddannelsesforskere. Vi er således optaget af andres dagsordner, men sætter også vores egen.

På SDU har vi en stærk tradition for didaktisk og pædagogisk forskning og samarbejde med uddannelsessektoren. Vi har i de seneste år intensiveret projektsamarbejdet med professionshøjskoler om praksisrettet forskning og udvikling. Derudover har vi på SDU en praksis- og professionsrettet tilgang til skoleforskning som har ført til succesfulde projektgennemførsler. Aktuelt udnytter SDU-forskningen imidlertid ikke til fulde det potentiale som kan genereres gennem kapacitetsopbygning og samarbejde med professionsuddannelser samt offentlige og markedsbaserede aktører. Det potentiale skal centeret arbejde på at realisere. Centeret har fået ressourcer foreløbig fra 2020 til 2023 til at sætte projekter i gang, og vi vil arbejde på at koordinere forskningsmiljøer og arbejde på at tiltrække interne og eksterne forsknings- og udviklingsmidler så vi kan være bæredygtige langt ud i fremtiden.

Hvem er vi?

Center for Grundskoleforskning er et samarbejde imellem uddannelsesvidenskabelige forskningsmiljøer på Det Humanistiske Fakultet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Det Naturvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet samt forskere og læreruddannere på de professionshøjskoler og andre institutioner vi samarbejder med. Et overblik over deltagende forskere i centeret grupperet inden for centrale nøgleområder findes her

Centerledelse

På det daglige operationelle plan ledes Center for Grundskoleforskning af en centerledelse. Centerledelse rummer en repræsentant fra de tre involverede SDU-fakulteter og er:

  • Nikolaj Elf, professor i uddannelsesvidenskab, Institut for Kulturvidenskaber, leder af Center for Grundskoleforskning 
  • Thomas Skovgaardph.d., lektor, Institut for Idræt og Biomekanik, centerleder, FIIBL 
  • Connie Svabo, professor, Institut for Matematik og Datalogi

Centerkoordinator

Centeret understøttes administrativt af Marianne Horn, centerkoordinator, Institut for Kulturvidenskaber

Governance

Center for Grundskoleforskning har etableret et koordinationsråd, der består af dekanerne Marianne Holmer, Ole Skøtt og Simon Møberg Torp (formand) fra henholdsvis Det Naturvidenskabelige Fakultet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Det Humanistiske Fakultet på SDU samt rektor for UC Syd Birthe Friis Mortensen og prorektor Alexander von Oettingen, UC Syd, og rektor for UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole Jens Mejer Pedersen og direktør Charlotte Worm, UCL. Koordinationsrådets medlemmer sparrer om centerets langsigtede planer i dialog med centerledelsen. Derudover er centeret i løbende dialog med samarbejdspartnere fra andre professionshøjskoler, universiteter og nationale videnscentre om udbud, projekter mv. om fælles projekter og samarbejdsmuligheder.

På sigt vil der blive etableret et eksternt aftagerpanel.

Hvor er vi på SDU?

Center for Grundskoleforskning er et center uden mure. Det betyder at vi først og fremmest opfatter os selv som et tæt forbundet arbejdsfællesskab. Centeret skal skabe mødesteder for dette arbejdsfællesskab på tværs af de involverede forskere, læreruddannere, lærere mv. på de relevante involverede institutter, fakulteter og institutioner.

Administrativt er centeret forankret på Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet. Her huser centeret centerlederen og centerkoordinatoren, og her har vi også mulighed for at holde møder. SDU bruger vi også til større arrangementer. Vi vil imidlertid også holde møder og andre større arrangementer på vores partnerinstitutioner, og det er planen at vores samarbejdspartnere vil skulle huse projekter og være vært for arrangementer.

 
Kontakt centerleder Nikolaj Elf

NFE@sdu.dk

Kontakt centerkoordinator Marianne Horn

mhorn@sdu.dk