Skip to main content

Forskning

Center for Grundskoleforskning vil i udgangspunktet fokusere på forskningsområder som SDU og vores partnere har særlig ekspertise indenfor. Det gælder fagdidaktiske hovedområder som naturfags- og STEM-, fremmedsprogs- og danskdidaktik, almendidaktik (rettet fx mod empirisk dannelsesforskning og spørgsmålet om kvalitet i undervisningen) samt tværgående pædagogiske og didaktiske forskningsområder som teknologiforståelse, interkulturel pædagogik, skrivedidaktik, krop og bevægelse, læremiddelforskning samt didaktisk skoleledelse og skoleudvikling. Vi ønsker både at sætte fokus på aktuelle forskningsbehov med udgangspunkt i reformer og udmeldinger fra forskningsråd mv., og på mere grundforskningsorienterede dagsordener vi selv sætter, og som vi tror på at eksterne parter, fx fonde, vil være interesserede i at støtte.

Center for Grundskoleforskning er et nysgerrigt og dynamisk center der er lyttende over for nye forskningsdagsordner som går på tværs af velkendte forskningsområder (se også Mål og milepæle). Vi er løbende i dialog med uddannelsesforskere på SDU og eksternt med henblik på at sondere deres interesser, viden og kompetencer til at forske i grundskolen i regi af centeret. Det foregår blandt andet gennem vores webinarer.

Metodisk spænder centeret bredt. Vi har principielt ingen præference for en særlig forskningstilgang, men ønsker at bedrive kvalitativ, kvantitativ og teoriudviklende forskning som både kan være eksplorativ og intervenerende samt direkte forandrende. Pointen er at specifikke metoder og forskningsdesign bringes i spil afhængig af projektformålet. Vi ønsker at mestre alle forskningsmetoder relevante for grundskoleforskning. Et af formålene med at bringe forskningsmiljøer fra forskellige dele af SDU og professionshøjskoler sammen er at samle og dele vores metodiske kompetencer.

Vi er dedikeret til at videreudvikle praksisrettet forskning, som knytter sig til vores vision om at forske om, med og for grundskolepraksis. Der findes mange frugtbare måder at arbejde med praksisrettet uddannelsesforskning på, bl.a. koncepter som  LABSTEM, universitetsskoler og implementeringsforskning, fx som den praktiseres af FIIBL - Forsknings- & Innovationscenter for Idræt, Bevægelse & Læring. Det vil være et fokusområde for centeret at studere, videreudvikle og afprøve forskellige modeller for praksisrettet forskning. Dette kan også have perspektiver for hvem der er del af og kan bidrage publicerende til det vi bredt kan kalde det undersøgende fællesskab.Det vil også kunne omfatte lærere som bidrager til undersøgelsen, herunder produktionen af praksisrettede publikationer.

Vi har aktuelt en særlig interesse for at styrke videobaserede klasserumsstudier der kan bringes i spil i læreruddannelse. Det bygger på et samarbejde med Nordforsk Center of Excellence-projektet Quality in Nordic Teaching (QUINT). Derfor planlægger vi at etablere et Videolab, med hjælp fra QUINT. Det vil professionalisere og smidiggøre videobaserede studier.

 

Kontakt til en forsker

Hvis du er interesseret i at komme i kontakt med en forsker fra Center for Grundskoleforskning om en bestemt interesse eller et konkret projekt, har du mulighed for at kontakte centerlederen, centerkoordinatoren eller mere direkte en forsker som repræsenterer centrale forskningsområder og enten selv vil kunne indgå i en kontakt eller videreformidle til en anden relevant forsker.

Find en forsker

Find en forsker ud fra nøgleord

Her