På billedet ses et CAR-T-celle produkt, som er klar til optøning i varmebad og efterfølgende indgift til myelomatosepatient.
Knoglemarvskræft (myelomatose) er en uhelbredelig, livstruende og livsforkortende hæmatologisk kræftsygdom. Knoglemarvskræft er den næst hyppigste hæmatologiske kræftsygdom i Danmark. Behandlingen af knoglemarvskræft har de seneste årtier været i en markant positiv udvikling, hvilket afspejler sig i forbedrede overlevelsesdata.
Et af disse nye og meget lovende behandlingsprincipper er kimæriske antigenreceptor T-celler (CAR T-celler), principperne ved behandling kan du læse om andetsteds på denne hjemmeside.
Fra marts 2025 har det været muligt at behandle patienter med knoglemarvskræft med CAR T fra fjerde og senere behandlingslinjer, idet Ciltacabtagene autoleucel (Cilta-cel), Carvykti®, blev godkendt i Medicinrådet på baggrund af data fra CARTITUDE-1 forsøget. Dette studie viser ved langtidsopfølgning (61,3 måneder), at 1/3 af patienterne vedvarende er uden sygdomstegn. Behandling med Carvykti® retter sig mod BCMA, der er et antigen, der typisk er tilstede på de maligne plasmaceller ved myelomatose. Med introduktionen af CAR T er der nu håb om endnu bedre langtidsoverlevelse, måske endda det vi vil kalde ”funktionel helbredelse”, altså at en del patienter, vil kunne leve uden tegn på sygdom i mange år, selvom man ikke med sikkerhed kan sige, at kræften er fuldstændig udryddet.
Vi deltager også aktivt i afprøvning af andre CAR T behandlinger til knoglemarvskræft. Aktuelt kan vi tilbyde et randomiseret studie, der afprøver CAR T, der udnytter et andet antigen end BCMA, nemlig GPRC5D, der også typisk er udtrykt på myelomcellerne.