Skip to main content
Uge 47, 2011

SlÄskampe er udbredt blandt unge fra laveste socialgrupper

Slåskampe blandt skolebørn er forholdsvis almindeligt, især blandt drenge, men hyppigheden hænger tydeligt sammen med børnenes sociale miljø. Skolebørnsundersøgelsen 2010 viser fx meget store forskelle fra den ene skole til den anden. Blandt 11-15-årige er der på nogle skoler 39 %, som siger, at de har været i slåskamp i skolen eller fritiden flere gange i løbet af det seneste år, mens det kun er 4 % på andre skoler.

Forekomsten af slåskampe flere gange er ca. dobbelt så høj blandt børn af arbejdsløse forældre, 28 %, som blandt børn af forældre i højere socialgrupper, 14 %. Og forekomsten er dobbelt så høj blandt indvandrere og efterkommere, 32 % end blandt etnisk danske, 16 %.

Figuren viser, hvor mange drenge og piger på 11, 13 og 15 år som fortæller, at de har været i slåskamp mindst én gang inden for det seneste års tid. Det lysegrå felt viser, hvor mange der har været i slåskamp en gang, og det mørkegrå felt hvor mange der har været i slåskamp mere end en gang. Man kan fx se, at 56 % af de 11-årige drenge har været i slåskamp, 21 % én gang og 35 % flere gange. Blandt de 15-årige piger har 12 % været i slåskamp, 7 % én gang og 5 % flere gange.

Procent af drenge og piger på 11, 13 og 15 år som har været i slåskamp en eller flere gange i det seneste år

Forekomsten af slåskamp kan være et tegn på alvorlige helbreds- og trivselsproblemer. Blandt elever, der har været i slåskamp flere gange, er der fx dobbelt så stor forekomst af mange symptomer, ringe skoletrivsel, og lav tilfredshed med livet. De elever, der har været i slåskamp flere gange kommer også meget mere til skade end andre elever, uden at vi kan sige præcist hvor mange af skaderne, som er direkte relateret til slåskampe. Elever, som slås meget, har ofte også vaner, der øger risikoen for dårligere helbred. Blandt de elever, der har været i slåskamp flere gange, er der fx dobbelt så mange som ryger dagligt og drikker heftigt.

Slåskampe er ligesom mobning et udtryk for aggressiv adfærd. Mange skoler har igennem flere år gjort en indsats for at takle mobning og nedbringe niveauet til en brøkdel af, hvad det var. Det viser, at en indsats mod slåskampe måske også kunne have en effekt. Der er værdifulde erfaringer fra udlandet, som viser at en skolebaseret indsats mod aggressiv adfærd blandt eleverne, kan være ganske effektiv.

Editing was completed: 23.11.2011