Lektor Fabian Haiden modtager prestigefyldt Villum-bevilling til grundforskning
18,2 mio. kr. Det er hvad Fabian har modtaget fra Villum Fonden til sit forskningsprojekt i kvantegeometri og dynamiske systemer. Bevillingen styrker både hans egen forskning og det faglige miljø på centret.
Kvantematematik har fået et markant løft sammen med den bevilling, som Lektor Fabian Haiden er blevet tildelt på 18,2 mio. kr. fra Villum Fonden. Bevillingen støtter hans projekt “The Quantum Geometry of Dynamical Systems” og er en vigtig anerkendelse af hans forskning.
”Det her giver mig friheden til at forfølge mine mest ambitiøse forskningsmål. Noget som ganske enkelt ikke ville være muligt uden støtten fra fonden. Jeg kan fokusere på spørgsmål, der kræver tid, tålmodighed og fordybelse. Det er ikke problemer, man løser over natten, men når der sker gennembrud, kan de forandre vores forståelse af områder inden for matematik. Den mulighed er utroligt motiverende,” siger Haiden.

Direktør for Centre for Quantum Mathematics, professor og DIAS Chair, Jørgen Ellegaard Andersen, byder også anerkendelsen velkommen både på vegne af Fabian og af centret.
”Bevillingen er en væsentlig anerkendelse af Fabians arbejde
såvel som af det forskningsmiljø, der er opbygget på centret. Hans forskning er
kendetegnet ved en usædvanlig dybde og originalitet, og bevillingen giver ham
mulighed for at forfølge langsigtede idéer,” siger Jørgen Ellegaard Andersen.
Forskning drevet af strukturer og sammenhænge
Det Villum-finansierede projekt har til formål at afdække dybe forbindelser mellem geometrien af flader, algebraiske strukturer og dynamisk adfærd. Forbindelserne spiller en central rolle i moderne matematik og optræder naturligt i teoretisk fysik herunder kvanteteori.
I stedet for at adressere ét enkelt, isoleret problem sigter projektet mod at samle idéer på tværs af forskningsområder, der ofte studeres hver for sig. Arbejdet vil blandt andet bidrage til udviklingen af nye geometriske strukturer til resultater inden for homological mirror symmetry og til en klarere matematisk forståelse af spektrale netværk.
”Det er objekter, som dukker op igen og igen,” forklarer
Haiden. ”En del af arbejdet består i at forstå hvorfor, og hvordan de indgår i ét
sammenhængende hele.”

Tid til at tænke langsigtet
For Fabian giver bevillingen først og fremmest tid og fleksibilitet. Tid til at udforske idéer i dybden, til at samarbejde internationalt og til at opbygge en fokuseret forskningsgruppe på SDU.
Hans forskning er samtidig støttet af en Sapere Aude
Research Leader-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond, som også giver et
solidt økonomisk fundament for den fortsatte forskningsaktivitet ved centret.
Læs mere om Fabian Haiden’s arbejde: https://semistability.wordpress.com/
Haiden’s SDU-profil: https://portal.findresearcher.sdu.dk/en/persons/fab/