Udfordringer - små indspark til store udfordringer
Nordic Humanities Center udgiver en serie af bøger, der bringer humanistisk viden og levende formidling sammen omkring samfundets store udfordringer.
"Udfordringer" er en serie af bøger, podcasts og events om de store samfundsudfordringer. Emner som fx krig, klimaforandringer, mistillid, velfærd og nye teknologier har centrale menneskelige, kulturelle og etiske komponenter, som kræver et humanistisk perspektiv.
Hver bog i bogserien tager udgangspunkt i et begreb – fx Vild Vækst, Udsat Natur, Billedtræthed, Førkrigstid – som åbner for et nyt blik på fx økonomisk ulighed, klima, krig, teknologi eller polarisering. Bøgerne er skrevet af fellows ved Nordic Humanities Center og bliver udgivet i samarbejde med Nord Academic/Gads Forlag. Fagredaktører er Anna Cornelia Ploug og Anders Engberg-Pedersen.
Sideløbende med bogserien udkommer også podcasten "Udfordringer", hvor forfatterne i ét afsnit fortæller om bogen og i et andet afsnit tager bogens bredere emne under behandling sammen med relevante samfundsaktører.
"Formålet med serien er at styrke og udfordre den offentlige samtale med nogle skarpe perspektiver fra humanvidenskaberne. Men vi har manglet et format, som bringer seriøs forskning og levende formidling sammen omkring samfundets store udfordringer. Det har vi nu."
Anders Engberg-Pedersen, professor og leder af NHC
Bogserien "Udfordringer"
-
Bog 1
Vild Vækst
Kan økonomisk vækst og økologisk bæredygtighed gå hånd i hånd? Og kan klimakrisen løses med teknologi og innovation alene? Vild vækst fokuserer på de aktuelle udfordringer ved at se tilbage. Bogen skildrer 1970’ernes politiske diskussioner om lavvækst, debatterer 1990’ernes ideer om bæredygtig udvikling og gør op med 2010’ernes forestillinger om konkurrence, teknologi og grøn vækst. Forfattere: Niklas Olsen og Tue Andersen Nexø.
-
Bog 2
Udsat Natur
Hvor der er store dyr, opstår der også stærke fortællinger og intense følelser. Men hvor der er mennesker, er de store dyr ofte blevet fordrevet eller tæmmet. I dag vender de tilbage som nøgler til en mere vild og mangfoldig natur. Og som brændpunkter i nye konflikter om, hvad naturen skal være. Udsat natur undersøger naturforvaltning gennem kulturen. For fredning handler ikke kun om biologi, men også om kunstsyn, kulturpolitik og værdier. Skal naturen pryde eller bruges? Er den til mennesker eller til dyr? Forfatter: Johanne Gormsen Schmidt
Bogserien er støttet af

Bogserien er udgivet af
