Vi kan ikke forudsige fremtiden – men vi kan blive bedre til at arbejde med den

De klimaløsninger og beslutninger, vi udvikler i dag, skal fungere mange år ud i fremtiden. Men den virkelighed, de skal fungere i, kan se markant anderledes ud om 10, 20 eller 30 år.

Hvordan træffer vi så robuste beslutninger i dag uden at vide, hvordan fremtiden ser ud?

Det var udgangspunktet for workshoppen Klimaløsninger til hvilken fremtid? på Klimafolkemødet. Her introducerede Thor Svanholm Gustafson, Senior Advisor ved Copenhagen Institute for Futures Studies, deltagerne til strategisk fremsyn.

Gennem scenarier, refleksion og øvelser arbejdede deltagerne med, hvordan fremtidstænkning kan bruges til at håndtere usikkerhed, udfordre egne antagelser og få øje på nye handlemuligheder i klimaarbejdet.

Fremtidstænkning skal trænes som en muskel

En af de centrale pointer fra workshoppen var, at strategisk fremsyn ikke handler om én gang for alle at forsøge at regne fremtiden ud.

Det skal være en kontinuerlig proces.

– Langsigtet tænkning og strategisk fremsyn er ikke noget, man kan gøre én gang, og så har man en skudsikker plan. Det skal gøres kontinuerligt. Det skal trænes som en muskel, siger Thor Svanholm Gustafson.

Det kræver samtidig, at organisationer er bevidste om de barrierer i hverdagen, der kan gøre det svært at løfte blikket fra aktuelle opgaver og tænke længere frem.

Når mennesker med lignende perspektiver arbejder tæt sammen over længere tid, kan de desuden begynde at se de samme muligheder og begrænsninger. Derfor er det vigtigt løbende at udfordre de antagelser, der ligger til grund for vores beslutninger.

Der findes ikke én fremtid

Strategisk fremsyn handler derfor heller ikke om at finde det ene scenarie, der bedst forudsiger, hvad der kommer til at ske.

Hvis vi kun planlægger ud fra den fremtid, vi vurderer som mest sandsynlig, risikerer vi at overse udviklinger, der kan få stor betydning for de beslutninger, vi træffer i dag.

– Der er altid flere mulige fremtider. Vi arbejder med fremtider i flertal og aldrig kun med ét scenarie. Processen skal være kritisk og iterativ, hvor vi udforsker forskellige alternative scenarier – og vi må ikke forelske os i nogen af dem, siger Thor Svanholm Gustafson.

Formålet er altså ikke at udpege det scenarie, der bliver til virkelighed. De forskellige scenarier skal i stedet hjælpe os med at stille nye spørgsmål til vores planer og løsninger.

Hvad nu hvis udviklingen går i en anden retning, end vi forventer? Holder løsningerne stadig? Og er der risici eller muligheder, vi endnu ikke har fået øje på?

I klimaarbejdet kan den tilgang være med til at udvikle planer og løsninger, der er mere robuste over for en fremtid, som uundgåeligt vil rumme usikkerhed og overraskelser.

Flere perspektiver kan udfordre vores blinde vinkler

Det handler ikke kun om at arbejde med flere scenarier. Det handler også om, hvem der er med til at forestille sig dem.

Organisationer og fagmiljøer risikerer ifølge Thor Svanholm Gustafson at udvikle fælles blinde vinkler, hvis de samme fagligheder og perspektiver altid sidder rundt om bordet.

Det gælder blandt andet, når vi vurderer, hvad der har værdi på lang sigt. Politiske beslutninger og langsigtede analyser bliver eksempelvis ofte betragtet gennem en økonomisk linse. Men økonomi er kun ét perspektiv på fremtiden.

– Den økonomiske tænkning er ofte med til at præge, hvad vi anser som sandsynlige fremtider. Derfor er det vigtigt at få andre faglige perspektiver ind i arbejdet, siger han.

At arbejde systematisk med fremtiden handler derfor også om at invitere forskellige perspektiver ind og udfordre den måde, vi normalt anskuer et problem på.

Det er en central problemstilling i LIFE ACT. Projektet skal bidrage til at omsætte kommunernes klimahandlingsplaner til konkret handling på tværs af kommuner, sektorer, fagligheder og aktører.

Og den handling skal ikke kun kunne fungere i den verden, vi kender i dag.

Vi kan ikke vide præcis, hvilken fremtid vi planlægger til. Men vi kan blive bedre til at forberede os på flere af dem.