Artikel
Paris viser vejen: Mobilitetsomstilling kræver mod, timing og tålmodighed
En studietur til Paris gav LIFE ACT-partnere ny inspiration til arbejdet med mobilitet og byudvikling. Erfaringerne viser, at store forandringer ikke nødvendigvis begynder med store projekter – men med modet til at afprøve nye løsninger og en fælles vision for byen.

Paris har de seneste år gennemgået en markant forandring. Nye cykelstier, færre biler og mere plads til mennesker og grønne områder har ændret oplevelsen af den franske hovedstad. For deltagerne fra LIFE ACT's arbejdspakke om mobilitet (WP7) blev studieturen derfor en mulighed for at opleve, hvordan en stor europæisk storby arbejder målrettet med at skabe en mere bæredygtig og attraktiv by.
– Paris er interessant, fordi byen har arbejdet med mange af de samme temaer, som vi beskæftiger os med i LIFE ACT – blandt andet mobilitetsknudepunkter, cyklisme, pendling og bylogistik. Vi ønskede både at forstå processerne bag forandringerne og opleve løsningerne i praksis, siger Sandrina Lohse-Larsen, mobilitetskonsulent i Høje-Taastrup Kommune.
Mobilitet handler også om mennesker
Noget af det, der gjorde størst indtryk på deltagerne, var, at mobilitetsomstillingen ikke kun handlede om transport.
I Paris er mobilitet tænkt sammen med byliv, natur og ophold. Gader er blevet omdannet til grønne byrum, hvor mennesker prioriteres højere end biler, og mange af løsningerne er udviklet gennem midlertidige pilotprojekter, før de er blevet permanente.
– Forandringerne i Paris er ikke sket på én valgperiode. De er resultatet af mange års arbejde og en vedholdende ambition om at skabe mere plads til mennesker, ophold og grønne områder. Det kræver både mod og tålmodighed at fastholde den retning, siger Sandrina Lohse-Larsen.

Når det rette øjeblik opstår
Studieturen gav også et indblik i, hvor stor betydning timing kan have.
Både covid-19-pandemien og forberedelserne til OL i 2024 blev brugt som anledning til at gentænke mobiliteten og anvendelsen af byrummet. Det skabte et momentum, som gjorde det lettere at gennemføre forandringer.
– Vi tager især med hjem, at man skal være klar til at handle, når mulighederne opstår. Særlige begivenheder kan skabe opbakning til løsninger, som ellers ville tage længere tid at gennemføre, siger Sandrina Lohse-Larsen.
Hun understreger samtidig, at inspiration ikke handler om at kopiere andre byer.
– Det handler ikke om at kopiere Paris. Det handler om at lade sig inspirere og omsætte erfaringerne til løsninger, der passer til lokale forhold. Det er dér, den største værdi ligger, siger Sandrina Lohse-Larsen.
Erfaringerne fra Paris bliver nu taget med videre i LIFE ACT's arbejde med at understøtte kommunernes grønne mobilitetsomstilling.
Tre erfaringer fra Paris
- Tænk helhedsorienteret: Mobilitet, natur og byliv udvikles i sammenhæng.
- Test løsninger i praksis: Midlertidige forsøg kan bane vejen for permanente forandringer.
- Udnyt momentum: Store begivenheder og samfundsforandringer kan skabe opbakning til nye løsninger.