Skip to main content
Physics Club

Physics Club: En aften om mørkt stof, flyvende superledere og lysets magi

Onsdag den 26. november bød Physics Club på en spændende aften, hvor deltagerne dykkede ned i nogle af fysikkens største mysterier.

Mørkt stof – fra de første spor til nutidens forskning

Aftenen begyndte med Manuel Meyers oplæg om mørkt stof og de observationer, der førte til opdagelsen. Blandt andet lærte deltagerne, hvordan den amerikanske astronom Vera Rubin (1928-2016) gennem sine målinger af galaksers rotation viste, at der må være langt mere masse i universet, end man kan se.

Manuel Meyer gennemgik flere typer evidens for mørkt stof, bl.a.:

  • manglende masse i galakser og galaksehobe
  • gravitationel linseeffekt
  • den kosmiske mikrobølgebaggrund

Deltagerne fik også en introduktion til standardmodellen inden for partikelfysik og de partikler, der kunne være kandidater til mørkt stof. Manuel Meyer fortalte derefter om sin forskning i axions – en mulig type mørkt stof-partikel – og hvordan forskere arbejder eksperimentelt med at finde dem.

En flyvende superleder

Efter første del af programmet var der pause, hvor deltagerne kunne opleve et spektakulært demonstrationsforsøg: en superleder, der svæver i et magnetfelt. Det gav et visuelt og imponerende indblik i kvantefysiske effekter i praksis.

Lys som bølger – og meget mere

Efter pausen tog Line Jelver over og gav et introducerende oplæg om lys. Hun forklarede, hvordan lys er elektromagnetiske bølger, og hvordan forskellige atomer udsender forskellige farver (bølgelængder). I oplægget indgik et spændende demonstrationsforsøg til at illustrere pointerne.

Line afsluttede med at fortælle om sin egen forskning i ikke-lineær optik – et område, hvor lys kan påvirke lys, og hvor helt nye og overraskende fænomener opstår.

 

Om Physics Club

I Physics Club mødes unge med forskere, studerende og andre fysikinteresserede til oplæg og debat om udvalgte emner fra undervisningen og forskningsmiljøet på fagene Fysik og Fysik & Teknologi på Syddansk Universitet. 

Physics Club er en del af projektet Fysikklubber i Region Syddanmark, som er støttet af Villum Fonden.

Manuel Meyer

Manuel Meyer, lektor i fysik, arbejder med et af de helt store mysterier i fysikken: mørkt stof, som udgør over 80% af alt stof i universet. Han leder efter nye, endnu uopdagede partikler, der kan være byggestenene i dette mystisk stof.

Læs mere om Manuel Meyer og hans forskning her.

Line Jelver

Line Jelver, postdoc ved forskningscentret POLIMA, SDU, arbejder med fysik helt ned på atomart niveau. Hun har særlig viden om, hvordan stoffer og materialer opfører sig, når man ser på deres struktur, og hvad der sker i grænsefladerne mellem forskellige materialer. Hun bruger avancerede computerberegninger til at forudsige og forstå, hvordan materialer opfører sig.

Læs mere om Line Jelver her.

Mød projektkoordinatoren

Mikkel Theiss Kristensen, koordinator for projektet og kontaktperson til fysikklubberne. Mikkel er postdoc på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 04.12.2025