Skip to main content
Rapport

Fysik- og Scienceklubber i Fritiden; Evalueringsrapport

Hvor langt er vi nået i projektet 'Fysikklubber i Region Syddanmark', og hvad har deltagerne oplevet og fået ud af at deltage i projektet? Svar på de spørgsmål er at læse i en delrapport, som netop er udkommet

Af Lisbet Foged, , 20-01-2025

En ny rapport  gennemgår og evaluerer resultater i projektet Fysikklubber i Region Syddanmark. Projektet har til formål at skabe fællesskaber for unge, som interesserer sig for fysik og astronomi, for at øge deres interesse for naturvidenskab – og i særdeleshed for fysik og astronomi. Projektet er finansieret af Villum Fondens program Science i Fritiden.

Forskere fra STEM Center for Uddannelsesforskning – FNUG er evaluatorer på projektet og forfattere af rapporten, som behandler de foreløbige resultater for Physics Camps og Fysikklubber, som hører til i projektet.

Klubber, forløb og events

Rapporten gennemgår først projektets fire hovedområder og giver en status på de gennemførte aktiviteter. Derefter bringer den et overblik over de mange datagenereringsmetoder, der er brugt til intern læring i projektet. Endelig gør rapporten status over det seneste halve års aktiviteter. Herunder følger nogle nedslag i rapporten.

De fire hovedområder i projektet

  • Enkeltstående og kortere forløb af aktiviteter i ungdomsklubber og ungdomscentre
  • Fysikklubber i fritiden på gymnasier og på SDU med månedlige møder
  • Ungdomsskoleforløbet Fra Atomer til Galakser i dynamisk samspil med fysikklubberne
  • Tre årlige events: fysikcamp, fysiksommerskole og fysikkonference

På tværs af de fire hovedområder inddrager projektet spændende og praktisk undervisningsudstyr som fx et mobilt planetarium, radioteleskoper, satellitmodtagere, undervisningsrobotter og en NASA undervisningsrover. Unge, der måske endnu ikke er særligt interesserede i naturvidenskab, kan opleve kortere, oplevelsesorienterede aktiviteter i det mobile planetarium, som også bliver brugt til events som festivaler og Forskningens Døgn, hvor projektet promoveres.

I rapporten bliver det fremhævet, at det mobile planetarium har været regelmæssigt i brug, både på SDU, ved en fysikcamp og i fysikklubberne, og har vist sig at være et godt middel til formidling af viden og til at fange de unges opmærksomhed.

Det affektive felt danner teoretisk baggrund

Rapporten bidrager med et teoretisk afsnit, som omhandler ”Det affektive felt”, da projektet bygger på affektteorien af Schindler og Bakker (2020), hvor det affektive felt beskrives som en samling af følelsesmæssige (affektive) faktorer, der påvirkes i læringssituationer. I lighed med et magnetisk felt består det affektive felt af forskellige “poler”, der påvirker hinanden og skaber dynamiske relationer mellem elevernes følelser og engagement i læringen.

Det affektive felt består af en række nøglefaktorer: Følelser, Mestringstro, Overbevisninger (Beliefs), Interesse & motivation, Værdier og Indstilling (attitude). Disse nøglefaktorer bliver udfoldet i rapporten. Ved at betragte dem kan vi få indsigt i, hvordan eleverne oplever deres deltagelse i fysikklubberne, fx fik deltagerne i Fysiksommerskolen stillet spørgsmålet: "Hvad var det bedste ved at deltage i Fysiksommerskolen?”. Det mest populære svar var :”Fællesskabet og det sociale”, og generelt konkluderer rapporten, at samværet med andre unge, der deler interessen for fysik, skaber et inspirerende fællesskab og en følelse af samhørighed. Flere deltagere fremhæver også, at det er meget lærerigt at deltage i campen. Man får større faglig selvtillid, en glæde ved at mestre stoffet og lyst til at udforske nye fysikemner.

Om rapporten

Science i Fritiden – fysik- og scienceklubber i Region Syddanmark.

En evalueringsrapport, skrevet af:

  • Gitte Miller Balslev
  • Maiken Westen Holm Svendsen
  • Berfin Colak Uguz
  • Andrea Dietz Føge Jensen

alle fra STEM Center for Uddannelsesforskning – FNUG

Læs rapporten her

Mød projektkoordinatoren

Mikkel Theiss Kristensen, koordinator af projektet, postdoc, Institut for Fysik, Kemi og Farmaci.

Kontakt

Jeg synes bare det er spændende og lære noget nyt, og jeg keder mig bare i normal skole, i hvert fald i forhold til naturfagligt (…) så nu kommer jeg til den her camp, og så lærer jeg noget faktisk.

, (Interview, november 2024)

Evalueringen er lavet på baggrund af bl.a. observationer, logbøger, spørgeskemaer og interviews.

Rapporten og dens konklusioner harmonerer med projektets planer om, at fysikklubber, fysikcamps og fysiksommerskole skal prioriteres, da de tre aktiviteter i høj grad styrker fællesskaber omkring fysikinteressen.

Du kan læse rapporten her.

Redaktionen afsluttet: 20.01.2025