Skip to main content
DA / EN

29. marts 2004 blev 214 Ha land givet tilbage til naturen. I lige knap 200 år havde et lavvandet kystområde ved Gyldensteen Gods, nær Bogense på Nordfyn, været drænet og brugt til landbrug. Aage V. Jensen Naturfond opkøbte siden området i 2011, med planer om at genoprette det tidligere Nordfynske Vadehav. I 2014 skete det endelig, og hvor der før var intensivt dyrket landbrugsjord, ligger nu en kystlagune med udløb i Kattegat.

Siden oversvømmelsen af landarealerne og tilblivelsen af Gyldensteen kystlagune, har forskere ved SDU fulgt udviklingen af både nærringsstoffer, flora og fauna under overfladen, mens Dansk Ornitologisk Forening har fulgt fuglelivet over lagunens overflade. Dette har ført til mange forskellige og spændende projekter og frembragt helt ny viden om de økologiske forhold i et område efter uddigning.

Der er på det seneste udført nye foranstaltninger for at fremme biodiversiteten i det oversvømmede område. Det drejer sig om udlægning af et 10 cm tykt sandlag på 2 Ha for at modvirke den negative effekt af den lerede jordbund. Der er også udlagt diffuse stenrev for at fremme væksten af alger og give gemmesteder for fisk. Endelig vil der blive udplantet 2 Ha ålegræs for at give en naturlig vegetation og øge biodiversiteten i området.

Ud over at være grundlaget for vigtig forskning, er området også et populært og meget besøgt rekreativt område. Ved siden af lagunen finder man Engsøen, et andet lidt mindre område, der er blevet omdannet til en ferskvandssø. Denne sø er hjemsted for tusindvis af vandfugle året rundt, og er en yndet lokalitet for ornitologer og andre "fuglekiggere".

Der er fokus på formidling af området ved den gratis udstilling på Eriksholm. Det er et besøgscenter, hvor folk kan lære om den økologiske udvikling og fuglene i området. For at fremme formidling har SDU og frivillige formidlere fra lokalområdet forskellige outreach-aktiviteter i form af "åben-tærskelade" og "mød en forsker". Derudover findes der også en skolestue til brug ved undervisning og en masse andre undervisningsrelaterede faciliteter.

Fakta om Gyldensteen

  • Indtil 1871 var området ved Gyldensteen Strand en lavvandet fjord
  • Gyldensteen kystlagune har en gennemsnitlig dybde på ca. 1 meter. Denne varierer dog med op til en meter i voldsomme tilfælde.
  • Gyldensteen kystlagune har en salinitet omkring 20-30, ligesom det omkringliggende Kattegat.
  • Dansk Ornitologisk Forening observerede i 2022 88 fuglearter i og omkring lagunen, og 140 fuglearter i og omkring engsøen.

Sidst opdateret: 20.03.2024