Skip to main content
DA / EN

Analytisk Kemi

Indenfor Analytisk Kemi har forskerne en brugsbaseret tilgang til projekterne, og næsten alle forskere på instituttet bruger dagligt analytiske teknikker til deres forskningsarbejde. Vi har en del specialister indenfor de forskellige teknikker, som kan tilpasse og optimere deres teknik til netop det aktuelle behov. De optimerer og udvikler nye metoder, der tilpasses de meget forskelligartede materialer, der arbejdes med. Ud over deres egne forskningsprojekter, står mange af apparaterne til rådighed for resten af instituttet.

Eksempler på instrumenter og deres anvendelsesområder:

  • Syntese- og materialekemikerne skal f.eks. vide, om de kemiske forbindelser, de har fremstillet, har de egenskaber og den strukturelle sammensætning, de har ønsket. At studere egenskaberne af disse stoffer kræver analytiske teknikker som NMR, IR og XRD.
  • Farmaceuter, som er interesseret i lægemiddelstoftransport, skal kunne bestemme mængden af lægemiddelstof som en funktion af position og tid: dette kræver gode separations- og detektionsmetoder eller lokaliserede teknikker, som kan bestemme lægemiddelstoffets koncentration som en funktion af tid og position i prøven. Til dette bruger de bl.a. HPLC og Massespektrometri.
  • En speciel form for Massespektrometri udnyttes af de forskere, der undersøger vores drikkevand for bl.a. insektbekæmpelsesmidler og rester af lægemidler. Instrumentet, der bruges til dette, kan medbringes i felten, så man kan undersøge forurenet jord eller drikkevandsboringer på stedet.
  • Forskerne i arkæometri undersøger historiske levebetingelse, hvilket gør det nødvendigt at kunne detektere meget små mængder sporstoffer i historiske genstande. Her kommer teknikker som µ-XRF og ICP-MS i spil. 

Det tekniske personale, der arbejder indenfor dette område, udfører de analyser, der er tilgængelig for alle forskere på FKF. Instituttet har mulighed for at udføre NMR, Massespektrometri og IR som rutineeksperimenter. Analyserne er også tilgængelige for de, der ikke er direkte knyttet til SDU (gymnasier og virksomheder). Der er mere information om teknikker og betingelser via nedenstående link:

Services på FKF ->

 

Forskere indenfor dette område ->

Institut for Fysik, Kemi og Farmaci Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: 6550 3520

Sidst opdateret: 08.07.2022