Postdoc-projekt: Protestant Aesthetics of the Nordic Welfare State
Søren Blak Hjortshøjs postdoc-projekt hedder “Protestant Aesthetics of the Nordic Welfare State.” Heri spiller Henrik Pontoppidan og den pietistisk-relaterede protestantiske etik og æstetik, han ofte tematiserer, en stor rolle.
I artiklen ”A Protestant Aesthetic?” (1988) beskriver Daniel T. Jenkins hvordan protestantiske kulturer gennem en særlig forståelse af forholdet mellem arbejde og (religiøs) vækst har skabt et sammenspundet æstetisk og etisk princip, der bedst kan beskrives som “a building site. But the eye should discern some of the ultimate glory of the building even if it is unfinished.” Denne ”byggeplads”-metafor forstår jeg overordnet i projektet som et trans-nordisk designmønster, der historisk knytter sig til protestantismen som en ”protestkultur,” hvor det særligt er 1700-tallets trans-nordiske pietistiske vækkelsesbevægelser som dette kulturtræk bliver sporet tilbage til. Siden første halvdel af 1700-tallet udøvede de pietistiske nordiske vækkelsesbevægelser således anti-autoritære ”protester” mod privilegerede grupper og eliter, som ifølge dem havde institutionaliseret og distanceret religionen fra den rene, asketiske tidlige kristne kirke.
Problemer sættes til debat
Projektet vil særligt fokusere på tiden fra og med Det Moderne Gennembrud og Georg Brandes’ ideal om at ”sætte problemer under debat.” Det at man i litteraturen og bredere i civilsamfundet herfra begynder at følge et princip om ”at sætte problemer under debat” relateres dermed til det pietistisk-relaterede anti-autoritære kulturtræk, hvormed den levende tro betragtes som en ufærdig ”byggeplads” lig den tidlige kristne kirke, som der kontinuerligt må arbejdes og bygges videre på. Det Moderne Gennembruds forfattere sekulariserer så at sige et kulturtræk, der i 1870´erne allerede var et udbredt fænomen i en religiøs-etisk kontekst.
Ny demokratisk tradition
Det er dog først fra og – ikke mindst – med Det Moderne Gennembrud, at der via idealet om at sætte problemer under debat bliver skabt et moderne demokratisk nordisk offentligt rum, hvormed konstruktive ”protester” og forslag til forbedringer af det nuværende system kan debatteres frit uden at eksempelvis censur, ekskludering eller sanktioner forekommer. Da Georg Brandes træder frem i 1871 eller da Henrik Pontoppidan udgiver Det Forjættede Land (1892-98) er det således stadig kun cirka 15% af befolkningen (de kristent-døbte ejendomsbesiddende mænd af borgerklassen og adelen) der reelt kan udnytte de demokratiske rettigheder, som ellers allerede var blevet nedskrevet i Grundloven i 1849. Det Moderne Gennembrud set igennem fx Henrik Pontoppidans forfatterskab eller senere Martin Andersen Nexøs værker kommer som sådan til at indvarsle en ny demokratisk tradition for at ”debattere problemer” for de grupper i samfundet, der endnu ikke har de privilegier og rettigheder som står nedskrevet i Grundloven: grupper som kvinder, husmænd, daglejere, det urbane proletariat, syge og handicappede, religiøse mindretal, børn, osv. Hermed opstår et velfærdsparadigme, hvor man hellere reformerer og udvikler det bestående fremfor, at ”systemet” revolutioneres, eller at det stagnerer ved at man ukritisk følger overleverede dogmatikker. Som et designmønster er der tale om et moderne demokratiserende samspil mellem et civilsamfund der "debatterer problemer" og (en reformerende) velfærdsstat, der via de "debatterede problemer" kontekstuelt følger med tiden. Mere specifikt vil de enkelte case-studies have litteraturhistorien i centrum og vise hvordan den nordiske litteratur har spillet en progressiv hovedrolle i udviklingen af de moderne nordiske velfærdssamfund ved at påpege udtjente sammenhængskrafts-elementer og ved at litteraturen har nuanceret de "absolutte sandheder" som de nordiske stater har fulgt institutionelt.
Projektet udkommer som bog
Som bog vil projektet efter en indledende historisk indføring i denne protestantisk pietistisk-prægede ”building site” æstetik og etik bestå af 5 kapitler med særligt fokus på dansk litteratur fra og med Det Moderne Gennembruds-perioden. For at vise at der er tale om en trans-nordisk udvikling vil samtlige case studies indeholde svenske kilder (og tillige mange norske). Det kronologiske snit skal klargøre, at der har været en kontinuitet i det at ”sætte problemer under debat” og samtidigt betragte det nordiske velfærdsprojekt som ”ufærdigt.”
Første og andet kapitel
De første to kapitler fokuserer mestendels på Henrik Pontoppidans romaner Det Forjættede Land og Lykke-Per (1898-1904/05) og hvordan Brandes’ ideal om at ”sætte problemer under debat” her udfoldes som en kompleks og nuanceret samfundskritik. Her vil svenske kilder såsom Selma Lagerlöfs Jerusalem og Ellen Keys Barnats Århundrade (1900) blive brugt som perspektiver på de lavere klassers, kvinders, børns og religiøse mindretals velfærd.
Tredje kapitel
Kapitel 3 har fokus på mellemkrigstidens socialrealisme, hvor ”arbejderlitteratur” viderefører denne litteraturs fokus på de grupper som ikke nyder samme privilegier og rettigheder som mænd af det højere borgerskab. I fokus er Martin Andersen Nexø, hvor den pietistiske vækkelseskultur i øvrigt ofte spiller sammen med socialistiske og kommunistiske utopier og tillige er denne tidsalders svenske arbejderlitteratur og dansk-norske Aksel Sandemoses En Flygtning Krydser sit Spor og Hans Kirks Fiskerne i centrum.
Fjerde kapitel
I kapitel 4 er der fokus på litteratur skrevet efter Velfærdsstatens opståen og tematisk bliver det særligt den form for tidlig ”øko-humanisme,” som Inger Christensen og Thomas Tranströmer i 1970´erne og 1980´erne fremskriver; her er den nordiske natur og samspillet med protestantisk æstetik og etik som er i centrum. Som sådan stiller disse to store nordiske poeter spørgsmål ved om det vækst-paradigme, som vokser frem i 1970´erne og bliver en del af den nordiske velfærdsstat (som en Konkurrencestat) er den rette teleologi at følge for de nordiske velfærdssamfund.
Femte kapitel
Kapitel 5 sætter fokus på nutiden og de videreudviklinger som den nordiske velfærdsstat står overfor i vores globale krise-prægede tidsalder. Her vil det særligt være såkaldt migrant-litteratur og Yahya Hassans og svenske Athena Farrokzhads eksperimenterede poesi som er i fokus. Denne poesi ”debatterer problemer” vedrørende det nordiske velfærdssamfunds lighedsideal som ekskluderende og protestantisk baseret. Samtidigt er der i deres poesi en dialog med den nordiske protestantiske tradition og det nordiske velfærdsprojekt ses som sådan også her som ”ufærdigt.”