Anne-Marie Søndergaard Christensen (ph.d., dr.phil.) er professor i etik ved Syddansk Universitet (Odense, DK). Hendes teoretiske forskning har særligt fokus på wittgensteiniansk etik, kontekstuel etik og dydsetik samt deres anvendelse inden for sundhedsetik og professionsetik. Hun arbejder desuden med metodiske spørgsmål i moralfilosofien om anvendelsen af empiri i etik samt etiske teoriers status og rolle bl.a. i Moral Philosophy and Moral Life (OUP 2020).
Christensen leder det tværfaglige Center for Sundhedsfilosofi og Etik. Hun har omfattende erfaring med forskningsledelse og er pt. co-PI på STEMBRACE (SDU/OUH), et center of excellence inden for stamcelleforskning, ligesom hun bidrager til en række andre tværfaglige projekter inden for sundhedsetik. Christensen har haft en række akademiske tillidshverv, herunder som formand for Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation (Danmarks Frie Forskningsfond) og præsident for The Nordic Wittgenstein Society. Hun arbejder aktuelt på en monografi om offentlige debatter om individuelt moralsk ansvar.
I det aktuelle projekt “I en splittet tid: Polarisering i Danmark og Norden” undersøger hun, hvordan moralsk sprogbrug indvirker på dynamikker i polarisering, ligesom hun undersøger hvordan begrebet ’moralsk fundamentalisme’ kan bidrage til forståelse af sådanne dynamikker. Desuden deltager hun i en undersøgelse af metoden Filosofisk Dialog som redskab til at skabe baggrund for samtale i polariserede debatter.
