Malene Breunig er lektor ved Institut for kultur og sprogvidenskaber på SDU. Hun er uddannet cand.mag. i Nordisk og Humanistiske designstudier fra SDU og modtog i 2007 ph.d.-graden med en afhandling om intimiteten i dansk litteratur og billedkunst omkring år 1900.
Som forsker og underviser beskæftiger Malene Breunig sig empirisk med både nordisk litteratur, billedkunst, design og arkitektur, og emnemæssigt ligger fokus især på det 20. århundredes boligkultur, modernitetsforståelser og regionalisme. Hendes publikationer omfatter bl.a. studier i:
• Det modernes hjemliggørelse i dansk/nordisk funktionalisme
• Idéer om privatliv og intimitet i det 20. århundredes kulturhistorie
• Nordisk velfærdsæstetik og det arkitekturteoretiske begreb ‘critical regionalism’
Aktuelt arbejder Malene Breunig med narrativer om Norden som en slags humanistisk supermagt. Hun undersøger dels, hvordan selvforståelsen som en moralsk overlegen region på én gang er betinget og udfordret af geopolitiske spændinger, dels hvordan denne selvforståelse har fået et specifikt æstetisk udtryk og fungerer som led i en regional brandingstrategi.