Denne casehistorie giver et konkret indblik i, hvordan man som kommune, skole eller SFO kan skabe nye veje ind i fritidslivet – især for de børn, der sjældent deltager i organiserede aktiviteter. Historien fra Kerteminde Kommune viser blandt andet, hvordan målrettede samarbejder og kreative fritidstilbud kan gøre en forskel for børns trivsel, relationer og deltagelse i lokale fritidsfællesskaber.
Baggrund og formål
Ideen til ”Nye veje til fritidsfællesskaber” opstod under Nymarksskolens foreningsuge, hvor lærere og pædagoger bemærkede, at flere elever – især dem, der normalt ikke deltager i fritidsaktiviteter – blev nysgerrige på foreningslivet og nogle endda meldte sig ind i lokale tilbud bagefter.
Særligt de utraditionelle aktiviteter fangede børnenes interesse, og det blev startskuddet til udviklingen af et gratis fritidsforløb målrettet børn i SFO-alderen, hvor børnene kan afprøve nye, alternative fritidstilbud direkte i deres SFO.
Formålet er at:
- Øge deltagelsen i fritidstilbud blandt børn
- Styrke fællesskabet og trivsel
- Skabe nye samarbejder mellem skole, SFO og foreningsliv
”Nye veje til fritidsfællesskaber” er et tværgående samarbejde mellem lokale skoler og SFO’er, Kerteminde Kommune og Generation Sunde Børn. Projektet opstod på et ønske fra Nymarksskolens personale, blev drevet af Generation Sunde Børn og støttet økonomisk, samt vejledt af Kerteminde Kommune. Deltagende SFO’er i projektet var placeret i Hindholms, Munkebo og Nymarken.
Sammen har de samarbejdet med lokale fritidstilbud, som har afholdt aktiviteter direkte i SFO’ernes hverdag. Det har ført til 12 unikke forløb, bl.a.:
- Krea-hold med Musik- og kulturskolen
- Prøv en gennemsigtig kajak med Ro- og sejlklubben
- Prøv Taekwondo med Taekwondo klubben
- Badminton for mindre børn med Munkebo badminton klub
- Prøv spejderaktiviteter med KFUM Langeskov
- Rugby i et børnevenligt og sjovt format med Lindø rugby sports club
- Lege og teater for børn med Birkende Ungdomsteater
Sådan foregår det
De deltagende fritidstilbud greb initiativet an på forskellige måder:
- Undervisning i en idrætsdisciplin i 1-3 timer i SFO’en
- Fremvisning af forskellige typer af fritidstilbud og aktiviteter
- Stande med præsentation af fritidstilbud, hvor børn og forældre kan se udstyr og snakke med repræsentanter fra lokale foreninger og klubber
En vigtig del af initiativet er, at det altid skal finde sted i SFO’en. Det gør det nemt, gratis og trygt for børnene (og deres forældre), når der skal prøves kræfter med nye fritidstilbud.
Erfaringer og læring
Initiativet har allerede:
- Skabt eventdage med smil og bevægelse i alle tre SFO’er
- Åbnet nye døre mellem SFO og fritidstilbud
- Lagt fundamentet for længerevarende samarbejder og nye forløb
Kontakt
Ønsker du at høre mere om erfaringerne fra Kerteminde – eller hvordan I kan arbejde med fritidsfællesskaber i jeres kommune eller skole?
Thomas Amled, Generation Sunde Børn: thomas.amled@regionh.dk
Nikolaj Viktor Pallisgaard Thomsen, Plads til alle, Kerteminde kommune: nvth@kerteminde.dk