Nymarksskolens foreningsuge er et konkret eksempel på, hvordan skoler kan tænke samarbejde med det lokale fritidsliv ind i hverdagen på en måde, der både engagerer eleverne og styrker deres trivsel.
Fra temadage til temauge – sådan tog idéen fart
På Nymarksskolen i Kerteminde startede det hele med en idé om to temadage med fokus på idrætstilbud i lokalområdet. Men efterhånden som planlægningen tog fart, blev idéen udvidet til en hel temauge, der bød på både lokale idræts-, fritids- og kulturtilbud.
Formålet med foreningsugen var at eksponere eleverne for lokale tilbud og fritidsaktiviteter, som de måske ikke kendte i forvejen. Samtidig var det et ønske at styrke relationen mellem skole og lokalsamfund – og ikke mindst at skabe forbindelser mellem børn og nye fællesskaber.
Hele ugen i spil
I en hel uge blev det traditionelle skoleskema lagt på hylden, og alle elever kastede sig i stedet ud i 12 forskellige aktiviteter. På tværs af klassetrin og interesser var det muligt for børnene at prøve kræfter med alt fra fuglekassebyg og zumba til håndbold, skak og madlavning.
Fælles for aktiviteterne var, at de foregik på skolens område og blev faciliteret af skolens egne lærere i tæt samarbejde med DGI og frivillige kræfter fra det lokale foreningsliv.
- Vi har bestræbt os på at få så mange af de lokale foreninger med som muligt. Det er vigtigt fordi, den største styrke i samfund som vores er den sammenhængskraft, der ligger i fællesskabet. Det skal vi hele tiden være optaget af at fremme mest muligt, siger Flemming Mahler Pedersen i en artikel i Fyens Stiftstidende.
Resultatet var en skole, der i dén grad livede op. Med stærk opbakning fra skolens ansatte, summede Nymarksskolen af energi, nysgerrighed og bevægelsesglæde – en uge, der skabte fællesskaber.
Vil du høre mere?
DR P4 Fyn dækkede ugen med interviews med både skoleleder, foreningsrepræsentanter, elever og projektmedarbejdere fra Generation Sunde Børn. Klik på linket for at høre indslaget [youtube].