Skip to main content
Generation Sunde Børn

Casehistorie: Lokalt samarbejde om basket i skoletiden

Børn i kø

I Glostrup har den lokale basketklub – i samarbejde med Børnebasket Fonden – taget initiativ til et 6-ugers basketforløb for 1. klasser, som kobler idrætsundervisning med lokale fritidsfællesskaber.

 

Denne casehistorie viser, hvordan en lokal forening kan engagere nye målgrupper – særligt børn, der ikke allerede er aktive i foreningslivet – og samtidig styrke relationen mellem klub, skole og forældre.

 

Klubben inviterer skolen med

Forløbet er planlagt og faciliteret af Glostrup Basket, som har taget kontakt til lokale skoler og tilbudt at stå for basketundervisningen i idrætstimerne over seks uger. Klubben stiller med trænere, materialer og et motiverende undervisningsforløb, der passer til skolens rammer og målgruppe.

 

Et sjovt forløb - med fokus på fællesskab

I løbet af seks uger møder eleverne basketspil og -lege i skolens idrætstimer, hvor klubtrænere og lærere samarbejder om undervisningen. Forløbet afsluttes med et ministævne i basketklubbens hal, hvor de deltagende klasser dyster mod hinanden i en række sjove aktiviteter.

 

Her inviteres både forældre og søskende med som publikum – og får samtidig et indblik i, hvad klubben tilbyder af fritidstilbud for børn.

 

Et springbræt til nye fritidsfællesskaber?

Formålet med forløbet er at:

 

  • Give børn en sjov og tryg introduktion til basketball
  • Skabe synlighed omkring klubben blandt børn og forældre
  • Bygge bro mellem skolen og det lokale fritidsliv
  • Give børn mulighed for at opdage nye fællesskaber i deres nærmiljø

Hvad kan man gøre som forening og skole for at styrke samarbejdet?

Download en enkel guide, der kan hjælpe jer til at udvikle et samarbejde mellem skole og lokal forening – fx omkring et forløb i idrætsundervisningen. Guiden hjælper jer med at stille de relevante, overordnede spørgsmål undervejs i planlægningen:

 

  • Hvem skal involveres – og hvordan?
  • Hvad er målet med forløbet?
  • Hvordan sikrer I, at det er trygt og motiverende for børnene?
  • Hvad kræver det at afslutte og følge op?

Guiden kan bruges som udgangspunkt til at tilpasse jeres eget lokale forløb – uanset om det handler om basket eller andre idrætsgrene.

 


 

OBS

Forløbet er blandt andet gennemført på Vestervang Skole i Glostrup, der er en del af Generation Sunde Børn.