Skip to main content
FLASH

Forskning

EU-projekt tager kampen op mod skjult leversygdom

Center for Leverforskning på OUH, Stavanger Universitetshospital og virksomheden LT Health skal udvikle en model, som kan diagnosticere leverpatienter tidligere

Hver fjerde voksne på verdensplan har for meget fedt i leveren. Fedtlever kan være ét af stadierne på vej mod skrumpelever – en yderst farlig sygdom med høj dødelighed. Leveren har ingen nerver, og derfor kan man godt være syg i mange år uden at mærke det. Det er et stort problem, da det betyder at mange først bliver diagnosticeret, når skaden er sket, forklarer Katrine Prier Lindvig, som er partner i LiverPRO-projektet:

”Man siger, at leversygdomme er en ny pandemi, som man bare ikke har fået øjnene op for endnu. Det hænger sammen med, at der er en forestilling om, at leversygdomme er noget, man får, fordi man drikker for meget, men overvægt og type 2-diabetes er lige så store risikofaktorer.”

Katrine Prier Lindvig er ph.d.-studerende på OUH’s Center for Leverforskning og medstifter af virksomheden LT Health, som er et spin-out fra Syddansk Universitet. Sammen med partneren Taus Holtug stiftede hun virksomheden tilbage i 2021.

Et værktøj til læger

I 2017 startede Center for Leverforskning et omfattende screeningstudie, som Katrine Prier Lindvig blev en del af. Studiet er stadig aktivt og går ud på at undersøge en stor gruppe patienter for skjult leversygdom. Med denne data blev det muligt at lave en matematisk model, der kan risikovurdere patienter ud fra en almindelig standardblodprøve. Den slags blodprøver foretages hver dag over hele verden – og med Katrine Prier Lindvig og det øvrige teams algoritme, kan informationen i blodprøven nu læses på en mere intelligent måde.

Vi forestiller os, at man skal kunne bestille prøven inde i det biokemiske system, hvor den praktiserende læge i forvejen bestiller blodprøver på linje med, at han eller hun vil bestille et kolesteroltal. Så får de en score tilbage der fortæller, hvor stor risikoen er for, at patienten har avanceret arvæv i leveren, som er dét, der kan udvikle sig til skrumpelever.

Redaktionen afsluttet: 27.03.2022