IRS Sygehus Lillebælt
EliteForsk-rejsestipendie til ph.d.-studerende Johanne Dam Lyhne
Johanne Dam Lyhne forsker i psyko-onkologi, og er optaget af, hvordan man i sundhedsvæsenet tager hånd om de senfølger og behov, der ligger uden for den traditionelle forståelse af kræftbehandling. Hun planlægger at bruge rejsestipendiet til et forskningsophold i Sydney
Johanne Dam Lyhne er ph.d.-studerende og cand.med. tilknyttet Institut for Regional Sundhedsforskning og Kræftafdelingen på Vejle Sygehus. Hendes forskningsfelt er psyko-onkologi. Hun har netop modtaget et EliteForsk-Rejsestipendium på 200.000 fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Hvad er psyko-onkologi?
Psyko-onkologi er et tværfagligt forsknings- og behandlingsområde, der beskæftiger sig med de psykologiske, sociale, adfærdsmæssige og emotionelle aspekter af kræft – både for patienterne og deres pårørende.
EliteForsk-rejsestipendium tildeles meget talentfulde ph.d.-studerende, så de kan rejse ud og dygtiggøre sig ved de allerbedste forskningsmiljøer i verden.
-Jeg er optaget af, hvordan vi tager hånd om de senfølger og behov, der ligger uden for den traditionelle forståelse af ”kræftbehandling”. Det handler om systematisk at opspore, vurdere og håndtere de psykologiske konsekvenser af kræft, som mange patienter oplever efter behandlingen. For at gøre dette kræves nye retningslinjer, arbejdsgange og behandlingstilbud. Jeg håber, mit arbejde vil skabe bedre rammer for helhedsorienteret kræftbehandling og forbedre livskvaliteten for mennesker, der har haft kræft inde på livet, forklarer Johanne Dam Lyhne.
Rejsestipendiet vil hun bruge på et forskningsophold i Sydney, hvor hun vil dygtiggøre sig inden for implementering i det psyko-onkologiske felt.
Stort tillykke til Johanne med det flotte stipendie.
Teksten er baseret på pressemateriale fra Uddannelses – og Forskningsministeriet. Læs hele beskrivelsen på www.ufm.dk
Mød forskeren
Johanne Lyhne, ph.d.-studerende fra IRS Sygehus Lillebælt, Forskningsenhed for Onkologi.