Skip to main content
SOC
Ph.d.-forsvar

Invitation til ph.d.-forsvar: Tværsektorielle samarbejder mellem idrætsforeninger og turismesektoren

Fredag den 15. oktober kan du deltage i ph.d.-forsvaret for Bo Villumsen. Bo har i sit ph.d.-projekt undersøgt de potentialer og udfordringer, der kan være i samarbejder mellem idrætsforeninger og turismevirksomheder omkring outdoor aktiviteter. I denne Q&A-artikel giver han en forsmag på resultaterne.

Af Camilla Wissing Mortensen, , 03-10-2021

Hvad er hovedfokusset i din ph.d.?

Kort fortalt er det en afdækning af de potentialer og udfordringer, der kan være i tværsektorielle samarbejder mellem idrætsforeninger og turismevirksomheder omkring outdoor aktiviteter.

Det har jeg gjort ved at undersøge tre udvalgte cases for 1) hvordan samarbejderne opstår og udvikles, og hvordan interessenterne involveres i denne proces, 2) hvilken værdiskabelse, der sker i samarbejderne og 3) hvordan interessenternes sektorielle forskelligheder spiller ind i samarbejderne.

Hvad er hovedpointerne i din ph.d.?

Overordnet set mener jeg at kunne sige, at der er et potentiale for både idrætsforeninger og turismevirksomheder for at indgå i samarbejde om outdoor aktiviteter, da samarbejdet muliggør håndtering af udfordringer, eller forløsning af målsætninger, som ikke var lige til på egen hånd.

 

Bo

Samarbejdet gør det muligt for foreningerne at bidrage med specifik viden og kompetencer relateret til deres aktivitet og derved bidrage med et slutbruger- eller kundeperspektiv på aktiviteterne, som turistvirksomhederne kan nyde godt af. Foreningernes aktive udøvere bibringer således et udøverperspektiv til, hvad der gør en aktivitet - eller det sted, hvor aktiviteten udøves - interessant. Gennem samarbejdet kommer turismevirksomhederne dermed tættere på at være medskabende af det produkt, som deres kunder kommer efter.

 

Foreningernes medlemmer deler et aktivitets- eller interessefællesskab med de turister og gæster, der deltager i aktiviteter lokalt. Det betyder, at lokale løbere, MTB-udøvere og lystfiskere i lige så høj grad ser gæster som medudøvere. Mødet med lokale medudøvere vil uden tvivl også påvirke gæsternes oplevelser.  

 

Gennem samarbejdet kan foreningerne – udover synlighed, der kan medføre nye medlemmer - opleve en øget legitimering af deres aktiviteter, når de ikke blot er til gavn for foreningen selv, men også for et erhverv. Denne øgede legitimering kan potentielt hjælpe foreningerne i andre sammenhænge, hvor de f.eks. ønsker opbakning fra kommunen eller andre aktører.

 

Det er nogle af hovedpointerne i mit ph.d.-projekt.

 

Hvem henvender dine resultater sig til, og hvordan kan de bruge dem?

Resultaterne bidrager naturligvis til det videnskabelige felt. Men derudover er det min forhåbning, at resultaterne kan være anvendelige i et lokalt samfundsudviklende perspektiv. Resultaterne bidrager forhåbentligt med en række opmærksomhedspunkter, der kan hjælpe kommuner, turismefremmende organisationer, virksomheder, foreninger eller andre aktører, der ser tværsektorielt samarbejde som en vej til udvikling eller håndtering af en udfordring.

Er der nogle resultater, du er særligt overrasket over?

Indledningsvis var det min antagelse, at det var interessefællesskabet omkring den givne aktivitet, f.eks. lystfiskeri eller MTB, der ville være en central driver for samarbejderne. Men det viste sig at være den fælles interesse i at styrke lokalområdet, der trådte frem. Altså et mere geografisk baseret fællesskab. Det overraskede mig, hvilket måske også skyldes min idrætsbaggrund.

Hvis du skulle forske videre, hvad ville du så undersøge?

Jeg finder særligt aktivitetsbaserede fællesskaber interessante og i den henseende også, hvordan det omkringliggende samfund kan indvirke på dem, som det også er tilfældet i særligt to af de cases, jeg har kigget på i afhandlingen. Jeg synes, det kunne være interessant at undersøge, hvordan udviklingen af faciliteter påvirker de eksisterende aktivitetsfællesskaber. Et sted, det kunne være interessant at undersøge, er i relation til skateboardfaciliteter, som der det seneste årti er skudt rigtig mange op af i hele landet. Hvad betyder det for de selvorganiserede skateboardfællesskaber, der tidligere har været baseret på en gør-det-selv-kultur, at der nu stilles professionelt byggede og institutionsdrevne faciliteter til rådighed fra kommuner mv.

Inspirationskatalog til bæredygtig turisme

Bo har også bidraget med sin viden til vores nye inspirationskatalog, der udstyrer turismeaktører i landdistrikterne med bedre strategiske og lokalt tilpassede værktøjer til at udvikle turisme bæredygtigt.

Læs kataloget her

Deltag i forsvaret

Dato: Fredag den 15. oktober 2021 klokken 10. 00

Sted: SDU Esbjerg, Degnevej 14, 6705 Esbjerg Ø, lokale E81031

Tilmelding: Tilmeld dig forsvaret ved at skrive en mail til: uho@sam.sdu.dk

Redaktionen afsluttet: 03.10.2021