Nyt projekt vil undersøge handlekraft i overgangen fra rask til alvorligt syg
Forskning viser, at det at få en alvorlig diagnose er livsforandrende og kræver en genforhandling af livsambitioner, selvforståelse og sociale relationer. Patienter skal vænne sig til at være patienter og navigere i forskellige behandlings- og omsorgskontekster.
Dertil gennemgår sundhedsvæsnet forandringer, hvor flere omsorgsopgaver forskydes fra hospitalet til hjemmet og fra professionelle til private domæner. Mange patienter tilbringer meget tid i eget hjem under behandling og de skal navigere i tiltagende komplekse behandlingsforløb med støtte fra sundhedsprofessionelle, frivillige og pårørende. Foruden de psykiske og fysiske konsekvenser, der kan være ved at få en alvorlig diagnose, så stiller omstillingen fra rask til alvorligt syg altså store krav til patientens evne til at navigere i og tage initiativ til at begå sig i forskellige behandlingskontekster.
Projektet har til formål at undersøge dels hvad handlekraft er, og hvordan lysten til, eller mulighederne for at handle bliver til, ændres eller forsvinder, når mennesker med sparsomme sociale netværk bliver syge med kræft. Vi arbejder med en antagelse om, at handlekraft er en menneskelig impuls; altså mennesker har i udgangspunktet lyst til at handle, men at den impuls kan svækkes eller forstærkes i mødet med omverdenen. Vi vil derfor udvikle konkrete anbefalinger til, hvordan handlekraft kan understøttes i mødet med sundhedsprofessionelle. Projektet anvender epidemiologiske, antropologiske, visuelle og praksisinddragende forskningstilgange med kræft som modelsygdom, og vi har fokus på mennesker, der lever med sparsomme sociale netværk.
Projektgruppen på SDU består af Dorte Jarbøl, Rikke Sand Andersen, Trine Thilsing, Isabella Raasthøj Holst, Anna Louise Skovgaard, Marie Hallager Andersen og Sussi Friis Buhl fra Forskningsenheden for Almen Praksis. Projektet samarbejder med en række eksterne forskere og har desuden en følgegruppe bestående af repræsentanter fra frivillige organisationer, patientorganisationer, kommune, almen praksis og sygehus.
Projektet er støttet af VELUX FONDEN, en almennyttig fond, der ønsker et demokratisk og bæredygtigt samfund på et oplyst og inkluderende grundlag.