Hvad er Metaforlandkortet og hvordan kan jeg bruge det?
Kortet er en visualisering af metaforer for psykiatriske oplevelser. Det kan bruges til inspiration, til at finde vej, måske se helt nye stier i en klinisk samtale. Kortet er i pjeceformat og kan derfor ligge sammen med andre pjecer der bruges til patientinformation i klinikken. Det kan også bruges til at hænge op til gavn eller pynt.
Hvorfor et metaforkort?
Vi håber, at vores kort vil understøtte kommunikationen om vanskelige emner og skabe gensidig forståelse for den andens sted. Kortet ønsker ikke at antyde, at vores udvalgte metaforer er bedre end andre. Tværtimod håber vi, at vores udvalg vil blive brugt på kreativ vis - også gerne udfordrende, legende. Vi håber også, det kan inspirere til nye metaforer.
Hvem er dette kort beregnet til?
- mennesker med erfaringer inden for psykiatri
- klinikere, sundhedspersonale, socialarbejdere
- familie, venner, partnere
- undervisere
Hvem står bag metaforkortet?
Metaforkortet er lavet i et samarbejde mellem Anita Wohlmann, lektor i litteratur og ekspert i sygdomsmetaforer, Birgit Bundesen, psykiater og stifter af Dansk Center for Kunst og Mental Sundhed (CKMS), samt Anna Rieder og Sebastian Nathan, digtere med levet erfaring inden for psykiatri og huskunstnere i CKMS. Metaforerne er udvalgt fra interviews i forskningsprojektet REWRITALIZE, skrivegrupper i psykiatrien. Projektet er generøst støttet af Discovery Grant fra RIO ved Syddansk Universitet, der støtter innovative ideer og udvikling af servicebaserede produkter, der bygger på tidligere forskning.
