Skip to main content
DA / EN
Decelerative medier og søvnteknologier i hverdagslivet

ToSleep

ToSleep undersøger, hvordan søvn medieres og gøres i almindelige menneskers aften- og søvnrutiner, og hvordan sammenfiltringer mellem søvn og teknologier forandrer vores måder at praktisere og forstå søvn på samt hvordan og hvilke værdier, vi tilskriver søvnen. Projektet er finansieret af Carlsbergfondet og løber fra 2025–2028.

Kontakt

Om projektet

I en tid hvor acceleration, konstant forbundethed og tidspres ofte anskues som definerende for det moderne samfund, anlægger ToSleep et andet perspektiv og undersøger medier i relation til søvn med et særligt fokus på mediers decelerative potentiale.

Frem for at antage, at medier og søvn grundlæggende står i modsætning til hinanden, undersøger projektet de ambivalente og til tider paradoksale roller, som digitale teknologier, platforme og medievaner spiller – og historisk har spillet – i samfundets søvnidealer og hverdagens søvnpraksisser.

Projektet forstår søvn som en medieret, sociomateriel, kulturel og historisk situeret praksis: Søvn er ikke blot en biologisk nødvendighed, men noget der reguleres, moralsk vurderes, optimeres og i stigende grad dataficeres. Samtidig komplicerer brugeres daglige forhandlinger af søvn gennem digitale teknologier dominerende fortællinger om produktivitet og optimering, idet disse forhandlinger også rummer øjeblikke af omsorg, modstand, ambivalens og disconnection.

Gennem kvalitative analyser af avisarkivmateriale, apps og SoMe-indhold i kombination med workshops, interviews og mediedagbøger analyserer ToSleep, hvordan søvn mediereres, hvilke roller medier spiller i at definere, hvad søvn er, hvad der tæller som ”god” eller ”dårlig” søvn, og hvordan de sovende forstår sig selv og deres kroppe.

ToSleep tilbyder en tidssvarende sundhedshumanistisk analyse af søvn som et sted, hvor medier, teknologi, sundhed og hverdags- (natte)liv krydser hinanden. Projektet bidrager til igangværende debatter om digital disconnection, trivsel og politik og indgår i bredere samfundsdiskussioner om søvn, hvile og accelerationens pres.

Målet er at informere fremtidig forskning, policy og offentlige samtaler om, hvordan vi kan skabe sundere og mere bæredygtige betingelser for søvn og hvile i en medie- og datamættet verden.

Projektets organisering

ToSleep er organiseret omkring tre indbyrdes forbundne work packages, der tilsammen undersøger søvn på tværs af hverdagspraksisser og rytmer, teknologiske funktionaliteter og historiske kontekster:

Aktiviteter

ToSleep er med i flere arrangementer til Forskningens Døgn 18. april 2026 på SDU Odense: