Skip to main content
Syddansk Universitet Business School
AACSB-akkrediteret

Vores business school er i verdensklasse: Hvad betyder det i en international sammenhæng?

Med den internationale AACSB-akkreditering i hus, er vi nu en del af en eksklusiv gruppe af førende business schools. Hvad betyder det egentlig at være i verdensklasse, og hvilke internationale dagsordener præger fremtiden? Sammen med Kristin B. Munksgaard, Christian Elmelund-Præstekær og Dannie Kjeldgaard ser vi nærmere på business schoolens styrkepositioner og muligheder globalt.

Af Marlene Bartholin Jørgensen, , 22-01-2026

At vores business school i dag står så stærkt – og senest har opnået den eftertragtede, globale akkreditering fra AACSB (Association to Advance Collegiate Schools of Business) – er resultatet af årtiers målrettet arbejde med at opbygge forskningsmiljøer og uddannelser på allerhøjeste niveau.

Business schoolens styrkepositioner

Både Christian Elmelund-Præstekær og Dannie Kjeldgaard peger på, at flere af business schoolens forskningsmiljøer er særligt konkurrencedygtige internationalt set.

- Vi har mange meget dygtige forskere, og faktisk er en håndfuld af dem på listen over de 2 procent mest citerede af verdens mere end 200.000 forskere inden for economics & business, siger viceleder af business schoolen Christian Elmelund-Præstekær, Institut for Erhverv og Bæredygtighed.

Viceleder Dannie Kjeldgaard, Institut for Virksomhedsledelse, tilføjer:

- Vores forskning inden for ledelse, entreprenørskab, international business og forbrugeradfærd er stærke, synlige og bæredygtige fagmiljøer, der tiltrækker internationale medarbejdere og studerende. Det er miljøer, som har været med til at præge et felts udvikling over flere år, og hvor publikationerne er dagsordenssættende for forskningen og undervisningen og citeres stadig flittigt efter et eller flere årtier.

Netop entreprenørskabsforskningen tog sidste år et flot spring på TCU Global University Entrepreneurship Research Productivity Rankings, hvor vi er rykket fra plads 100 i 2022 til plads 54 i 2025.

Og er man på udkig efter at tage en ph.d. i forbrugeradfærd, er miljøet på SDU en internationalt velkendt hub og har været det gennem 25 år, mens der på uddannelsesfronten fx er stor international søgning til HA-uddannelsen i Sønderborg og den specialiserede Market and Management Anthropology-uddannelse i Odense.

De store dagsordener for business schools

For business schools er der flere vigtige dagsordener, og det er også områder, som vi er optaget af på SDU, fortæller leder af business schoolen og prodekan Kristin B. Munksgaard:

- Noget af det mest centrale er, hvordan business schools kan skabe samfundsmæssig forandring gennem deres studerende og forskere, og hele SHAPE-dagsordenen (Social Sciences, Humanities and the Arts for People and the Economy) er afgørende for at forstå samfundet, drive innovation og løse komplekse udfordringer.

- Bæredygtighed er også fortsat en vigtig dagsorden. Erhvervslivet og mange virksomheder ved, at den grønne bundlinje er afgørende for deres forretning i fremtiden, siger Kristin B. Munksgaard og fremhæver, at eliteforskningscentret PACA og flere andre projekter ved SDU Climate Cluster bl.a. bidrager til det.

Samtidig forandrer vores omverden sig i disse år på særligt to områder: Teknologisk og geopolitisk. Som på alle andre områder forandrer AI vilkårene for virksomheder og organisationer – og også vilkårene for at bedrive forskning og undervisning, så kravene til metoder og kompetencer ændrer sig markant.

Den globale situation skaber både behov for nye forskningsområder og et styrket samarbejde, lyder det fra Christian Elmelund-Præstekær:

- Den globale usikkerhed betyder, at nye forskningsområder bliver stadig vigtigere, fordi konflikt, told, naturkatastrofer og cyberkriminalitet i stigende grad påvirker danske virksomheder – uanset størrelse. Vi oplever desuden, at det internationale samarbejde intensiveres og kalder på fælles løsninger, men også udfordres af blandt andet den amerikanske tilgang til fri forskning.

Samlet viser det, hvordan business schoolen navigerer i en verden i forandring, hvor internationale perspektiver og samarbejder er helt afgørende.

Akkreditering åbner for nye internationale muligheder

For at vende tilbage til AACSB-akkrediteringen, styrker den business schoolens internationale position yderligere og giver nye muligheder for udvikling, samarbejde og høj kvalitet, påpeger alle tre ledere.

- Kun 6 procent af verdens business schools har opnået AACSB-akkrediteringen – så den er et kvalitetsstempel, der bekræfter, at vi lever op til de højeste internationale standarder. Det er især afgørende for at rekruttere dygtige internationale studerende og tiltrække førende forskere og undervisere, siger Kristin B. Munksgaard.

Hun fremhæver også, at business schoolen har fået adgang til et eksklusivt netværk af førende business schools, som vi kan lære af og samarbejde med, når det gælder uddannelse, forskning og de store samfundsdagsordener.

Og Dannie Kjeldgaard slutter:

- Akkrediteringen er et strategisk værktøj til at styrke kvaliteten af vores uddannelser og forskning, samtidig med at den skaber samarbejdsmuligheder og synlighed. Vores studerende og forskere får adgang til internationale partnerskaber og netværksmuligheder, som både styrker vores uddannelser, forskning og bidrag til samfundets og erhvervslivets udfordringer.

For som de tre ledere slår fast: Internationalt samarbejde drives først og fremmest af de enkelte forskere og deres personlige netværk – gennem deltagelse på konferencer, fælles forfatterskaber og ophold. Det er rygraden i det internationale arbejde og grundlaget for business schoolens stærke internationale ståsted.

Redaktionen afsluttet: 22.01.2026