Ny leder af SDU Business School: ”Det er enormt spændende at skabe en business school, der står på egne ben”
Jacob Kjær Eskildsen tiltræder som leder af SDU Business School i april. Vi har spurgt ham om hans visioner for business schoolen, om samarbejdet med medarbejdere og samarbejdspartnere, og hvad der driver ham som leder.
Som ny leder for SDU Business School venter der Jacob Kjær Eskildsen en vigtig opgave: at sætte retningen og styrke SDU’s business-satsning – en opgave, han glæder sig til:
- Det er enormt spændende at skabe en business school, der står på egne ben. Det er også noget, jeg kender fra min egen baggrund. Jeg kommer fra Handelshøjskolen i Aarhus, som senere blev en del af AU, så jeg har været i en business school med et klart strategisk fokus. Det er lidt et åbent land, og jeg glæder mig bare til at komme i arbejdstøjet, som Jacob Kjær Eskildsen udtrykker det.
Masser af kaffe og møder med medarbejdere
I sin første tid på SDU bliver det især vigtigt for Jacob Kjær Eskildsen at møde medarbejderne og inddrage dem i arbejdet med at skabe en god organisering, når business schoolen bliver en selvstændig enhed til efterårets studiestart.
- Jeg glæder mig utroligt meget til at komme rundt og hilse på folk og lære organisationen at kende. Frem mod 1. september, tror jeg, at jeg kommer til at drikke usædvanligt meget kaffe, og det er helt som det skal være. Det handler om at lytte til medarbejdernes forslag og oplevelser, så vi får alle perspektiver med, siger Jacob Kjær Eskildsen og tilføjer:
- SDU Business School har allerede nogle stærke og veletablerede fagmiljøer, så der er et rigtig godt fundament at bygge videre på.
Tæt samspil med eksterne aktører
I sin nye rolle glæder Jacob Kjær Eskildsen sig til at udbygge samarbejdet med omverdenen, og han er optaget af mulighederne for at bringe viden og kompetencer i spil på måder, der matcher erhvervslivets styrker i SDU’s campusbyer.
Som eksempel nævner han en uddannelse, han var med til at udvikle på Aarhus Universitet med stor opbakning fra det lokale erhvervsliv.
- Vi har rigtig meget detailhandel i området omkring Aarhus, og derfor indgik vi et samarbejde med virksomhederne om at udvikle en cand.merc.-linje inden for netop detailhandel. Det særlige var, at virksomhederne sponsorerede uddannelsen med 15-20 millioner kroner til at få den i gang. Sådanne muligheder ser jeg et stort potentiale i – at komme tættere på det lokale erhvervsliv og høre, om der er områder, hvor vi kan videreudvikle det allerede gode samarbejde, både inden for forskning og uddannelse, siger han.
Han peger samtidig på ekstern forskningsfinansiering og international rekruttering som områder, han gerne vil sætte større fokus på i de kommende år, mens AI og kandidatreformen bliver nogle af de centrale fokusområder på uddannelsesfronten.
Ambitiøs og målrettet
Når Jacob Kjær Eskildsen skal sætte ord på, hvordan han er som leder, fortæller han, at han trives med fremdrift og ambitiøse mål.
- De fleste vil nok beskrive mig som en handlekraftig leder. Jeg kan godt lide, når der sker noget, og vi eksekverer og kommer videre. Jeg sætter også en dyd i at være nede i detaljerne, fordi det giver indsigt i processerne og er vigtigt for den fælles retning. Og så motiveres jeg af, at vi sætter os nogle ambitiøse mål, og som team gør, hvad vi kan for at nå dem.
Spørger man Jacob Kjær Eskildsen, hvad han håber, at SDU Business School står for om nogle år, peger han på sine vigtigste ambitioner:
- For det første er det min ambition, at vi opnår de tre store internationale akkrediteringer: AACSB, EQUIS og AMBA. Dem skal vi arbejde benhårdt på at sikre os og blive det, man kalder Triple-Crowned.
- For det andet vil jeg gerne se en vækst i den eksterne forskningsfinansiering, og at vi lykkes med at tiltrække internationale forskningskapaciteter til SDU Business School – både på junior- og seniorniveau.
SDU Business School opnåede i 2025 den eftertragtede, globale business school-akkreditering fra AACSB (Association to Advance Collegiate Schools of Business), som 6 procent af business schools på verdensplan har.
Om Jacob Kjær Eskildsen
- Jacob Kjær Eskildsen har i mere end 10 år været institutleder på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet.
- Han er gift og har to voksne sønner.
- Når han ikke er optaget af arbejdet, dyrker han motion i form af løb og vægttræning. Derudover nyder han at renovere sin kones familiehus fra 1710 på øen Endelave.