Følgende er baseret på undervisning fra et skriveværksted for mennesker med kræft hos Kræftens Bekæmpelse efteråret 2019.
Introduktion
Mit undervisningsforløb i kreativ skrivning for kræftpatienter løb af stablen i efteråret 2019. Der var seks undervisningsgange á to timer. I det følgende reflekterer jeg over forløbet og nogle af skriveøvelserne. Jeg omtaler ikke alle øvelserne, da det ville gøre teksten meget lang og omstændelig – jeg bruger temmelig lang tid på at reflektere over den enkelte øvelse. Men der er også en væsentlig pointe i, synes jeg, at hver forfatter vælger og ’opfinder’ sine egne øvelser, ud fra forfatterens evner og præferencer og kursisternes ditto. Jeg har udvalgt nogle af de øvelser, jeg fandt mest givende, både æstetisk og i forhold til kursisternes kunnen.
Begyndelse: Erindring og sansning
De to første gange var temaet erindring og sansning. At begynde med barndomserindringer forekom mig gavnligt for denne gruppe kursister, eftersom de (formentlig) ikke havde kræft som børn. På den måde kunne de indlede kurset med primært at være skribenter, ikke patienter. Af samme grund var præsentationsrunden, da vi mødtes første gang, kun en ’navnerunde’, og jeg spurgte generelt ikke til deres diagnoser og behandlingsforløb. Flere på holdet fremhævede denne neutrale præsentation som noget positivt, fordi skrivningen derved fungerede som et frirum for tankerne om kræften. En af kursisterne sagde også den sidste gang: ”Tak fordi du fik os til at glemme vores sorger et par timer om ugen.” (I øvrigt bad jeg dem heller ikke om at præsentere sig med stilling eller uddannelse. Det var ud fra en lignende tanke, nemlig den at de i kurset primært skulle være skribenter, ikke professioner.) Men undervejs talte vi naturligvis om kræft, både i pauserne og når det dukkede op i deres tekster eller i deres refleksioner over skrivningen. Det var selvfølgelig ikke et tabu, at de havde (haft) kræft, så meget desto mere som vi befandt os i Kræftens Bekæmpelses lokaler.
Jeg formulerede det sådan, at de var velkomne til at skrive om kræft, hvis de havde lyst til det, og hvis det passede til den enkelte skriveøvelse, men at vores fokus var på det æstetiske; på sproget og formen. Det viste sig, at de fleste vekslede mellem at berøre og ikke berøre emnet.
Vi begyndte altså med erindringsstof fra barndommen, fordi det virkede som et neutralt udgangspunkt. Den første øvelse, jeg præsenterede, lød: Beskriv et rum i dit barndomshjem. Øvelsen er delvist inspireret af Pablo Lllambias’ øvelse ’beskriv køkkenet i dit barndomshjem’ fra hans bog Skrivning for begyndere (2015). Jeg valgte dog en variation heraf, fordi mit barndomshjems køkken ikke stod nær så skarpt for mig som mit eget værelse. Og fordi jeg som en anden inspiration til øvelsen læste Klaus Rifbjergs Huset (2000), der beskriver forfatterens barndomshjem rum for rum. Det vil sige, at min erfaring som forfatter farvede øvelsen. Det understreger for mig at se vigtigheden af, at underviseren selv er forfatter og har et reflekteret forhold til skriften. Ligesom det understreger, synes jeg, at det er vigtigt selv at lave de øvelser, som præsenteres for deltagerne. Det gjorde jeg i al fald, både på forhånd og undervejs – jeg prøvede øvelserne af inden undervisningen og ’skrev med’, når kursisterne skrev. Jeg ’skrev med’, fordi jeg i situationen ville underlægge mig de samme vilkår som dem – det samme tidspres, det samme mentale fokus, det samme ’benspænd’ fra øvelsen. Det gav mig et nærvær over for øvelsen, og det gav også deltagerne, tror jeg, en fornemmelse af, at vi var i samme båd – at vi var en art skrivende fællesskab. Af samme grund skrev holdets observatør, en antropolog, også ’med’.
En anden pointe med at gøre øvelsens rum valgfrit er, at erindringen udvælger nogle elementer, som er vigtige for os. Det mener jeg i al fald, og det er min erfaring fra min egen skrivning. De ting, vi husker klart, betyder noget. Denne betydningstyngde i erindringen blev da også afspejlet i kursisternes tekster. Det var tankevækkende, hvor interessante tekster der kom ud af denne enkle øvelse. De var rørende og sigende alle sammen, og i hver eneste tekst var der prægnante detaljer: Køkkenstolen, der fungerede som rummets gæstebog, teenageværelset med 1½-mandssengen, et hul i børneværelsets væg hvor stråene stak ud. Nogle brugte mest det visuelle, andre medtog lyde, og andre igen havde også lugte- og følesansen med. Nogle beskrev et rums forandring, andre beskrev det fra et bestemt tidspunkt i deres barndom. Kursisterne virkede i øvrigt meget koncentrerede i skriveprocessen. En enkelt var emotionelt påvirket af at skrive teksten, da hendes far lige var død (fortalte hun), så genoplevelsen af barndommen var naturligvis sorgfuld. Men det virkede ikke som en negativ oplevelse for hende. Hun blev da også i rummet og læste sin tekst op, selvom hun smågræd. Jeg ser det som et naturligt udtryk for, at skrivning påvirker og blotlægger folks følelser. Det har jeg også oplevet mange gange med ’almindelige’ skrivehold.
Brainards Jeg kan huske
Næste gang begyndte jeg med at læse højt fra en klassiker inden for skriveundervisningen: Joe Brainards I remember (1975). Det er en erindringsbog, som består af en række fragmenter, der alle begynder med ”I remember”. Bagefter skulle kursisterne skrive deres egen ”Jeg kan huske”-tekst. Jeg understregede over for dem, at der skulle være et vist tempo i skrivningen, så de ikke tænkte for meget over, hvad det var, de kunne huske. Jeg understregede, at Brainards tekst er en pærevælling af ’små’ og ’store’ ting; fra tilsyneladende intetsigende detaljer over prægnante seksuelle erindringer til kæmpestore politiske begivenheder.
Det virkede, som om øvelsen tiltalte kursisterne. De var koncentrerede, og igen havde alle skrevet nogle spændende tekster med gode detaljer. Bagefter sagde flere, at de godt kunne lide øvelsen – en sagde, at hun ellers altid havde haft svært ved dansk i skolen, men denne form for skrivning kunne hun lide. Jeg tænker selv, at Brainards enkle form og fokus på den nære, ’lette’ sansning er god for utrænede skribenter. Fornuft, styring og refleksion træder i baggrunden, mens sansning og umiddelbarhed træder i forgrunden. Flere virkede berørte af øvelsen, da de læste op; en enkelt læste endda grædende op. Igen er jeg dog ret sikker på, at det ikke føltes som noget negativt for vedkommende.
Bagefter bad jeg dem om at udvælge et enkelt af tekststykkerne og skrive det om til 3. person, med brug af alle fem sanser. Min idé med en sådan dobbeltøvelse kom til, dels fordi kursusforløbet var relativt kort; vi måtte udnytte tiden godt. Og det at omskrive en tekst giver, tror jeg, en klarere fornemmelse af, hvad de æstetiske virkemidler egentlig kan. En klarere fornemmelse af, hvad det gør ved teksten at blive skrevet på en anden måde. Denne øvelse virkede sværere for kursisterne; der var mere grublen med rynkede pander og stregen ud, og de sagde også selv bagefter, at opgaven var vanskelig. Men jeg syntes, det var fantastisk, hvad de fik ud af den – og det fortalte jeg dem naturligvis i min respons. Teksterne vrimlede med sigende detaljer: En sur, men tryg lugt af kobøvs, en banankage der duftede i hele huset, men smagte knap så godt, lugten af zoologisk have fra en pels, blodsmag i munden efter at have kørt for stærkt på cykel, de røde gummistøvler der rammes af grisens lunkne afføring. I mange af teksterne opstod der en zoomeffekt i denne brug af sansninger; der blev skruet op for detaljerne og ned for tempoet i forhold til den første version af deres ”Jeg kan huske”-tekster. Disse nye tekster virkede mere troværdige og, som en kursist sagde, ’romanagtige’, og jeg gav hende ret. Både brugen af tredjepersonsfortæller og alle sanserne gjorde teksterne mere litterære. Af alle de øvelser, vi lavede, gjorde denne det største indtryk på mig som forfatter, fordi teksterne fremstod så sikre og overbevisende.
Midte: Stemninger og følelser
Midtvejs i forløbet læste jeg et uddrag af Maja Lee Langvads Hun er vred (2014) for dem. I lighed med Brainard har bogen en gentagelse i begyndelsen af alle tekststykkerne – nemlig ”Hun er vred”. Men hvor Brainards tekst er skrevet i første person, er Langvads i tredje, og hvor Brainards indhold er erindringsstoffet, er Langvads bog fokuseret på vrede. Kursisternes opgave var så at skrive en ”Hun/han er vred”-tekst.
I denne øvelse forventede jeg at høre mere direkte om kræften. Det, syntes jeg, ville være fint på daværende tidspunkt i forløbet. Jeg overvejede dog, om temaet ’vrede’ kunne blive emotionelt vanskeligt for kursisterne, men jeg var nu ret sikker på, at det ikke ville blive en ubehagelig oplevelse. Fordi vi allerede havde arbejdet relativt nøgternt med skriften nogle gange, og fordi der er nogle muligheder for distance indbygget i en tredjepersonsfortæller, som førstepersonsfortælleren ikke (altid) har. Jeg understregede over for dem, at det selvfølgelig stod dem frit, om de ville skrive om deres egen, andres eller en fiktiv persons vrede. Et andet interessant aspekt ved Langvads tekst er, at den indeholder en del ambivalens over for vreden. For eksempel står der flere gange, at ”hun er vred over, at hun er vred”. Så tekstforlægget har nogle muligheder for emotionel variation og fiktionalisering.
Alligevel overraskede det mig, hvor forskellige deres tekster blev. Nogle handlede om kræft, som jeg havde forestillet mig. En tekst begyndte sådan: ”Han er vred over, at kurset ’krop og kræft’ ikke er et fast tilbud i kræftbehandlingen” og gik så videre derfra om emnet. En anden begyndte at skrive om barnløshed, men drejede så teksten over i et kræftforløb. Det virkede, som om hun begyndte med en andens vrede (eftersom hun selv havde børn), men blev overtaget af sin egen vrede undervejs i skrivningen. Andre skrev slet ikke om kræft. En skrev en harmdirrende politisk tekst, hvor overforbrug, flygtninge og klimakrisen blev vendt. En anden skrev en nærmest hakkende, klumpet tekst, som hun halvt grinede, halvt græd sig igennem, da hun skulle læse den op. Hun udtrykte også på forhånd skepsis over for at skrive om vrede, og hendes første sætning var: ”Hun er vred over, at hun skal skrive om vrede.” En morsom og sigende måde at indlede teksten på, fordi formuleringen peger på øvelsens potentialer udi ambivalensen. Hendes tekst vægrede sig mod vreden som følelse, men den vidnede måske også om, mener jeg, at skoen trykkede netop der. Flere gange stod der således i hendes tekst: ”Hun er bare vred.”
Vi brugte en del tid på at tale om øvelsen bagefter – om hvordan det havde været at skrive den. De fleste mente, at det var fedt at skrive om forbudte og grimme følelser som vrede, og at skriveøvelsen var en god modvægt til Knæk Cancer-ugen og al dens glitrende positivitet. De mente, at der var brug for at vise hvordan kræft egentlig er, at vise de grimme sider og følelser frem, og flere af dem talte om at lave en blog med disse vredes-tekster. Her kan man altså sige, at den æstetiske øvelse fører til en kritisk bevidsthed eller ligefrem ideologikritik.
Slutning: Den underliggjorte verden
Hen mod slutningen af forløbet blev øvelserne mere krævende, både hvad angår fantasi og sprogbrug. En af de sidste gange holdt jeg et kort oplæg om billedsprog. Derpå satte jeg dem til at iagttage rummet og udsigten – for at beskrive vores omgivelser med så mange metaforer og sammenligninger som muligt. Jeg bad dem om at fokusere på, hvad ting lignede, eftersom både metaforen og sammenligningen bygger på en lighedsrelation.
Da kursisterne læste deres tekster op, var der masser af latter undervejs. Fokusset på, hvad vores omgivelser LIGNEDE, i stedet for hvad de er eller normalt kaldes, var åbenbart sjovt. Måske var det en fryd over fantasiens kraft og en glæde ved den påtvungne sproglige kreativitet. En sagde, at han aldrig havde kunnet se fidusen ved lyrik, men det kunne han nu, efter at han havde beskrevet hospitalets facade som et stykke musik. Latteren og sprogglæden kom også frem, når nogen af dem havde beskrevet det samme. Fx havde tre af kursisterne beskrevet en skål med Oreo-kiks, der stod på bordet. En beskrev dem som ”elverpigers øjne” for at fremhæve fristelsen til at tage en usund kiks, mens en anden beskrev dem som ”negerøjne” og en tredje som ”ansigter på mennesker af afrikansk afstamning”. Alene de tre sammenligninger gav os rig lejlighed til at reflektere over billedsprogets muligheder og over, hvad billedsprog siger om fortællerstemmen.
Den sidste gang havde vi en øvelse, som mindede lidt om denne billedsprogsøvelse. De blev sat til at skrive en dialog med kraftig undertekst. Altså en dialog med en kraftig underliggende dagsorden, som ikke direkte verbaliseres. Også denne opgave bestod i at kaste et fremmed, undrende blik på hverdagens fænomener. Her handlede det dog ikke om visuelle fænomener, men om hverdagens sprog og replikker, som er propfulde af undertekst. Man kan sige, at både billedsprogsøvelsen og undertekstøvelsen er en art ’underliggørelse’ af virkeligheden. Og også replikøvelsen er krævende for forestillingsevnen, da man både skal skrive en dialog, hvilket i sig selv er svært, og samtidig arbejde med underteksten. Jeg gav dem valgmuligheden mellem to trivielle hverdagsscener, og jeg blev imponeret over, hvor gode de var til at skrive ud fra disse. Flere tekster bevægede sig ud i det absurde drama, hvor figurerne taler forbi hinanden og kommer i voldsomme konflikter med hinandens underliggende dagsordner. Bagefter talte vi blandt andet om, hvor interessant det kunne være at lave en tilsvarende dialogscene mellem en læge og en patient, fx den dårlige og gode lægesamtale. Det, syntes jeg, var en fin tanke og refleksion over øvelsen, fordi det jo implicerede, at deres øre for virkelighedens undertekster var blevet skærpet. Hvis kurset havde været længere, er det muligt, at vi kunne have lavet sådan en skriveøvelse. Men det er også muligt, at en sådan øvelse ville lægge for meget op til en art terapeutisk skrivning.
Afrunding: Skrivningen, ikke skriveøvelsen, er afgørende
Selvom jeg har reflekteret over en række specifikke skriveøvelser, så mener jeg ikke, at den enkelte skriveøvelses udformning er afgørende for kursisternes udbytte. Det vigtige er, tror jeg, at man forsøger at skrive kreativt og æstetisk, at man læser teksterne højt for hinanden, giver respons og taler om skriveprocessen. Nogle gange virkede kursisterne meget engagerede i skriveøvelsen, andre gange lidt mindre, og det tror jeg ikke, man kan vide på forhånd, dvs. ud fra øvelsen alene. Det afhænger både af forfatteren, gruppen og noget så banalt som timingen: Hvor længe varer øvelsen, hvornår i forløbet ligger den, hvad har været på programmet før og efter. Nogle øvelser gav et fantastisk udbytte, andre knap så meget. Men ingen af øvelserne faldt decideret til jorden, og ingen af øvelserne medførte, mener jeg, en uhensigtsmæssig reaktion hos kursisterne. Som sagt mener jeg ikke, at gråd hverken er uhensigtsmæssig eller usædvanlig på et skrivekursus. Mine kursister forekom mig desuden langt mindre sarte, end man måske kunne forestille sig. Som en af dem sagde: ”Vi har prøvet en del – vi kan klare det meste.” Jeg oplevede dem også som modne og robuste mennesker, måske fordi de havde alvoren inde på livet. Jeg må dog understrege, at jeg var meget opmærksom på, at kurset skulle være en god oplevelse for dem. Jeg opfattede kurset som en fælles udforskning af sprogets glæder og muligheder, og jeg sagde ikke noget negativt om deres tekster. Jeg fremhævede de gode aspekter og lod eventuelle svagheder ligge. Men som det fremgår af de forrige afsnit, var jeg meget ofte imponeret over deres tekster. Det skyldes måske, at folk, der melder sig til sådan et kursus, har et vist mentalt overskud. Modsat skriveværksteder for decideret svage grupper som fx alkoholikere. Men jeg tror også, det skyldes, at sproglig kreativitet er noget, alle mennesker rummer, hvad enten man er stærk eller svag, rig eller fattig, kernesund eller kræftpatient.
(Foto: Per Sønderborg Johansen)