Følgende er baseret på undervisning fra et skriveværksted for mennesker med gigt på SANO efteråret 2019.
Det følgende skal nødvendigvis tages med flere forbehold. Patientgrupper kan være de samme, men skriveholdene kan være meget forskellige. Derfor er det altid op til underviseren selv at vurdere, hvilken undervisningsform der er passende i en given kontekst.
Arbejdspapiret forholder sig til skriveundervisningen som kunstnerisk praksis og ikke som et terapeutisk forum med fokus på bedring af deltagernes fysiske eller psykiske problemer. Det betyder ikke, at deltagerne ikke kan opleve bedring på forskellige måder. Denne potentielle bedring skal dog forstås som en positiv bivirkning af undervisningen og ikke som undervisningens primære formål.
Formål
Formålet med undervisningen er, at gøre deltagerne til bedre tekstlæsere og dermed til bedre forfattere. Midlet er deltagernes egne tekster: produktionen af disse samt efterfølgende tekstlæsning. I tekstlæsningen går det ikke ud på at vurdere, om teksterne er gode eller dårlige. Det går derimod ud på at undersøge, hvad der står i teksterne og karakterisere dem.
Første møde med deltagerne
Deltagerne er typisk meget nervøse første gang. Nogen har måske slet ikke prøvet at være på et skrivehold før. Derfor er det vigtigt med en præsentationsrunde, hvor alle siger, hvad de hedder, og hvad de skriver – hvis de da er skrivende. Det første møde skal underviseren bruge på at få besvaret en række spørgsmål, som vil have betydning for undervisningen: Hvad forventer de? Hvad er deres forhold til at skrive? Har de litterære ambitioner? Vil de bare høres og ses? Den pædagogiske tilgang må tilpasses deltagernes behov. Men der er dog visse greb og tilgange som i større eller mindre grad kan give fordelagtige udgangspunkter for undervisningen og holde fokusset på det rette sted. Der er jo en grund til, at det kaldes skriveværksted og ikke så meget andet. Man kan med fordel første undervisningsgang orientere sig via følgende punkter:
1. Præsentation
2. Forventningsafstemning
3. Redegørelse for undervisningsform
4. Konstruktive regler
Tekstlæsningen
En række regler, som jeg har fundet nyttige i tekstlæsning er:
- Al tekst, som bliver læst, skal betragtes som fiktion. Deltagerne er velkomne til at bruge erfaringer fra deres eget liv. Men de skal være klar over, at så snart teksterne ligger på bordet, er de fiktion. Betragtes teksterne ikke som fiktion, er de ikke til at tale om i kritisk øjemed. Derfor er det essentielt, at alle er indforstået med fiktionskravet, uanset hvor virkelighedsnære teksterne måtte tage sig ud.
- Forfatteren læser sin tekst højt. Når deltagerne har skrevet deres tekster, skal de selv læse den højt. Det handler om at investere sig i det kritiske fællesskab. Det er en overvindelse for de fleste, og det er netop pointen. Man kan tænke på det som en tillidsøvelse. Alle er i samme båd.
- Forfatteren deltager ikke i snakken om sin egen tekst. De fleste har lyst til at forklare/forsvare deres tekst under tekstlæsningen. Det er der ingen grund til. Teksten er ikke under angreb. Vi har alt, hvad vi skal bruge i teksten og er ikke interesseret i, at forfatteren skal fortælle os, hvad der står i den. Oplever forfatteren diskrepans mellem det, der bliver sagt til tekstlæsningen, og det hun/han troede stod i teksten, må hun/han anerkende, at teksten behøver mere arbejde. Undtagelser fra denne regel er, når forfatteren stilles et afklarende spørgsmål, eller hvis forfatteren er i tvivl om noget, der bliver sagt.
- Alle kommentarer til teksten skal holdes konstruktive. Smagsdomme, positive som negative, er i sig selv ikke interessante i tekstlæsningen. Deltagerne kan have lyst til at rose hinanden ukritisk, fordi de sidder i en social kontekst. Det er underviserens opgave, at få deltagerne til at bakke deres kommentarer op med et argument, som ikke er subjektivt funderet.
- Teksten er ikke en quiz. Det er ikke op til læserne at regne en tekst ud. Enten står der noget i teksten, eller også gør der ikke. Det er helt i orden at udvise tvivl angående en tekst. Denne tvivl kan evt. sætte en interessant diskussion i gang. Men vi skal ikke prøve at gætte, hvad der står i teksten. Forfatteren må alligevel ikke svare.
Det sociale
Imødekommenhed overfor tekster såvel som personer er vigtigt. Som underviser er man ikke bare fagperson, man har også et socialt ansvar for, at alle har det godt. En klar fremlæggelse af undervisningsformen og diverse regler, giver deltagerne en fast ramme for tekstlæsningen og dermed en tryghed. Det trygge rum bliver kun bedre med tiden. Jo mere trygge deltagerne er, jo bedre de kender hinanden, des bedre bliver tekstlæsningen.
Giv plads til pauser. Det varierer, hvor meget et hold har brug for pauser, så her må underviseren være vågen. Tal med deltagerne om andre ting end tekst, hvis det er muligt.
Det faglige
Der er ikke megen tid til at læse anden litteratur, men som oplæg til skriveøvelser, er det oplagt. Grundet tidsbegrænsningen giver det ikke mening at holde lange foredrag om den ene eller den anden bog. Men det er naturligvis op til underviserens temperament og stil. I højsædet må det dog være, at der er tid til, at deltagernes tekster læses højt og diskuteres. Det giver ofte mening, at underviseren lægger ud, når der skal tales om tekst. Men jo mere man kan inddrage deltagerne des bedre. I bedste fald kan underviseren se sig som en slags navigatør under tekstlæsningen, hvor underviseren sørger for, at samtalen om teksten holdes på rette spor.
Sørg for at holde tiden! Deltagerne er typisk meget opmærksomme på, at der bliver givet lige lang tid til alle, og at man når det, man har programsat.
Det kan ske, at en tekst fremprovokerer stærke følelser hos en deltager. Det kan komme til udtryk som gråd eller utilpashed. Der er ingen følelser, der er forkerte i tekstlæsningsrummet, og derfor er det fordelagtigt, hvis man som underviser forinden lader deltagerne vide, at det er ok, hvis de bliver påvirkede. Det handler her om, at udvise rummelighed og forståelse for deltagernes potentielle traumatiske erfaringer og tekstlige udtryk herfor. Samtidig er det også underviserens opgave ikke at være psykolog. Underviserens professionalisme består i at bevare fokusset på teksten – med alt hvad det indebærer af åbenhed og forståelse overfor deltagerne.