I 1971 gik Hilmar Baunsgaards VKR-regering af, og socialdemokraten Jens Otto Krag vendte tilbage til statsministeriet. Var de uenige om meget andet, var de fire ”gamle” partier S, R, V og K dog fælles om at få Danmark optaget i EF (det senere EU). Den nye statsminister anbefalede at stemme ja ved den kommende folkeafstemning, og hr. og fru Baunsgaard bakkede op i avisannoncer. Der var imidlertid en betydelig modstand mod EF-medlemskabet, dels på venstrefløjen og langt ind i socialdemokratiets fagforenings-bagland, dels i højskole-borgerlige kredse som foretrak en stærkere tilknytning til Norden.
EF-valgkampen var skarp og argumenterne oftest negative: hvor galt det ville gå, hvis man ikke stemte det ene eller det andet. Skræmmeannoncer fortalte danskerne, at alle deres daglige fornødenheder ville blive dyrere, hvis vælgerne afviste forslaget.
Skønt det store flertal af parlamentarikerne gik ind for EF-medlemskab, satte kun knap to tredjedele af vælgerne deres kryds ved ”ja”. EF-afstemningen afslørede således en holdningskløft mellem folket og deres valgte politikere, som sammen med den almindelige økonomiske afmatning og borgerlig skuffelse over VKR-regeringens resultater lagde grunden for jordskredsvalget det følgende år.
|
Andre begivenheder i 1972:
|