Forskerens opfordring til politikerne:
Jes Søgaard
Spørgsmål fra Karin:
Hvorfor skal alle læger have en ph.d. og snart mange sygeplejersker? For at kunne være gode praktikere - i virkeligheden er lægers og snart sygeplejerskers karriereveje som praktikere en vej der går gennem en akademisk grad - efter min mening helt overflødig med den voldsomme produktion af læge-ph’d.er - og jeg taler af en vis erfaring, jeg har i mange år arbejdet på medicinske fakulteter - det vil svare til, at alle skolelærere, der skal undervise i folkeskolen, også skal have en ph.d-grad for at være kvalificeret - en stor misforståelse. I sundhedssektoren er der måske lidt for mange, som skal have en ph.d., fordi karrierevejen for en god praktiker går gennem en ph.d. For alle andre fag er der en forskellig logik i at være en erfaren dygtig praktiker og at være en dygtigt uddanner forsker – men de medicinske fakulteter blander de to logikker sammen, og hvis man adskiller dem, vil der kunne frigøres ressourcer til det daglige kliniske arbejde.
Svar fra Jes Søgaard:
Hej Karin
Det er korrekt, at flere læger og nu også sygeplejersker får en ph.d. For mange er det en naturlig del af videreuddannelsen. Selvom læger primært arbejder klinisk, så er deres kliniske arbejde forskningstungt, i den forstand at de nye behandlinger er beskrevet i den videnskabelige litteratur, og du skal kunne forstå komplicerede spørgsmål om design, valg og brug af data og statistiske metoder og fortolkning af resultater, som somme tider kan stikke lidt i flere forskellige retninger. Det skal du som læge – og ofte også sygeplejerske – kunne forholde dig selvstændigt til og forstå de nye forskningsmetoder. Og det uddannes du stort set ikke til i kandidatuddannelserne eller professionsbachelor uddannelserne for sygeplejerskernes vedkommende. Men det er det, som du får i ph.d-uddannelsen. Det er jo ikke bare en titel eller en forskningsaktivitet – det er en uddannelse. OM det efterhånden er for mange, det vil jeg ikke kunne sige.
Mvh
Jes Søgaard
Spørgsmål fra Karin:
Kunne lægerne ikke påtage sig en række af de opgaver som de facto var/er lægeopgaver så der blev frigivet ressourcer til pleje- og omsorgsarbejdet?
Svar fra Jes Søgaard:
Hej Karin
Jeg kan ikke se, om du refererer til opgaver på hospitaler, lægepraksisser eller sygeplejen/ældreplejen i kommunerne. Men alle steder varetager sygeplejersker behandlingsopgaver delegeret af lægerne. Det gør de godt og effektivt. Sygeplejerskerne har efterspurgt, at de kan varetage flere behandlingsopgaver i sygeplejen uden delegering, fordi dette i sig selv forsinker opgavevaretagelsen. Der er jo også mangel på læger og ikke mindst speciallæger i almen medicin, dvs. alment praktiserende læger, så jeg tror ikke, det er der, at der skal ske så mange ændringer.
Mvh
Jes Søgaard
Spørgsmål fra Mette:
Ved du hvorfor man stoppede med at registrere sygehusproduktionen i 2017?
Svar fra Jes Søgaard:
Frem til og med 2017 og fra 2003 havde man krav om to procents produktivitetsstigning om året på danske offentlige sygehuse, altså 102 behandlinger næste år med krone betaling svarende til 100 behandlinger i år. Behandlinger og undersøgelser, altså den samlede sygehusproduktion blev målt ved DRG målesystemet, som vægter små og store behandlinger sammen.
Det gik ok de første år, for dels var der lidt slack at tage af og dels var steg bevillingerne derudover også en del op til 2010. Så begyndte det at gøre ondt på sygehusene og der begyndte også at komme tegn på uhensigtsmæssige incitamenter for sygehusene, for ex at dele et samlet behandlingsforløb op i flere små for at maximere DRG summen uden gavn for patienterne, og sygehusene havde heller ikke incitamenter til at lade de simple behandlinger gå ud til praksissektor – for så mistede de lette DRG points.
SÅ man besluttede at droppe produktivitetskravet fra 2018. Man kunne sagtens have valgt at fortsætte med at bruge DRG systemet til at måle produktionen, men det valgte man så ikke at gøre. Det skal man være meget klogere end mig for at forstå, for sagen er, at vi ikke rigtigt har nogen god måde at måle og dermed dokumentere, hvor travlt de har på sygehusene.
Mvh
Jes Søgaard
Spørgsmål fra Nis Peter:
Jeg vil gerne spørge dig om dit forslag om at pårørende skal hjælpe mere til, bygger på seriøs forskning af hvor mange pårørende der reelt har mulighed for at yde en ekstra indsats. Herunder også konsekvensberegninger af hvor mange, der med den ekstra byrde kan forventes at forlade arbejdsmarkedet før tid eller bliver syge fx med stress af den ekstra belastning.
Svar fra Jes Søgaard:
Der er fordele og ulemper ved forslaget, det har jeg hele tiden erkendt, herunder at en stor støtteindsats fra pårørende, typisk en ægtefælle eller et eller flere børn, til deres støttekrævende ægtefælle eller forælder, kan påvirke deres arbejdsudbud. Men samtidig ser vi også ind i en fremtid med rigtigt mange ældre med hjemmehjælpsbehov og en arbejdsstyrke, som bliver mindre. Kan vi overhovedet opretholde det nuværende serviceniveau i den offentlige praktiske hjemmehjælp? Det er et relevant spørgsmål at stille og drøfte – og det gør man fx nu i Nyborg kommune. Og det er netop den dialog mellem borgere og politikere, som jeg har efterlyst.
Min inspiration var en stor konference afholdt af The Economists sidste år om ældreomsorgen – især i mellem- og sydeuropa. Jeg mener ikke, at vi skal efterligne deres systemer, som er meget baseret på pårørendes indsatser, og i Østrig får de pårørende løn for det. Men på nogle områder kan man godt lade sig inspirere.
Herudover har jeg taget udgangspunkt i nogle surveys (de såkaldte SHARE surveys) fra 27 EU-lande, hvor det for Danmarks vedkommende faktisk ser ud til, at mange ægtefæller/børn gerne vil hjælpe deres plejekrævende pårørende. Det er bare ikke godt koordineret med den kommunale hjemmehjælp. Så kunne man begynde der – der hvor viljen og indsatsen er til stede, og hvor de pårørende gerne vil have lidt bedre samarbejde med, støtte fra og koordinering med den kommunale hjemmehjælp. Den pårørende burde inddrages i det team, som støtter op omkring den ældre borgers plejebehov.
Mvh
Jes Søgaard
Spørgsmål fra Ulver:
Nogle siger at en stor del af de øgede udgifter til sundhedssystemet skyldes medicin og medicinpriser, samt at vi i DK betaler en meget høj pris for medicinen sammenlignet med andre EU lande. Hvad er op og ned i det?
Svar fra Jes Søgaard:
Specialiseret medicin, herhjemme oftest betegnet sygehusmedicin, er for de nye præparaters vedkommende steget meget i pris de sidste 20 år, for fx kræftlægemidlers vedkommende med mellem 8 og 10% prisstigning om året. Det betyder også at udgifterne til sygehusmedicin stiger kraftigt. De sidste par år har prisstigningen været lidt mindre, formentlig som følge af at der ikke har været så mange helt nye præparater til de store kræftsygdomme. Du kan følge udgiftsudviklingen på medstat.dk
I Danmark har vi som i mange andre lande indført prioritering på sygehusmedicin, og fra 2020 også egentlig økonomisk prioritering, dvs. forhold mellem udgift og gavn tages med i betragtning. Det sker i et samarbejde mellem Medicinrådet (et sundhedsfagligt råd under de fem regioner) og Amgros, som er regionernes indkøbscenter for sygehusmedicin. Tidligere har man sagt, at fx Norge og Storbritannien prioriterede hårdere og derfor fik forhandlet lavere priser end Danmark. Jeg ved faktisk ikke, om det stadig forholder sig sådan. På et område har vi tilsyneladende været ret gode til at forhandle både lave priser og hurtig overgang og det er på biosimilære præparater, dvs. ”kopimedicin” når de originale biologiske præparaters patenter udløber.
Mvh
Jes Søgaard
Spørgsmål fra Theis:
Politikerne snakker om at tilføje flere penge til personale og materiel (sekundære og tertiære behandling), hvilket kan være en skrue uden ende. Mine to spørgsmål går således: 1: Hvor mange procent udgør den forebyggende behandling (primær) i forhold til sekundær og tertiær? 2: Kan staten spare på den lange bane, hvis den begyndte med at fokusere mere på den primære behandling så som oplysning indenfor generel sundhed (KRAM)?
Svar fra Jes Søgaard:
Forebyggelse er bedre end behandling – siger et gammelt ordsprog, og det holder jo også ofte i sundhedsvæsenet. Det man kalder borgerrettet forebyggelse, udgør kun en ganske lille del af de samlede udgifter i sundhedsvæsenet. Formentlig 1 procent. Så bruger man lidt flere penge på det, der kaldes patientrettet forebyggelse, som er rettet imod patienter med specifikke sygdomme, fx diabetes hvor der gælder særlige kostforskrifter, som man støtter og underviser patienterne i at følge. Men denne patientrettede forebyggelse er integreret i den øvrige behandling på sygehuse og i lægepraksisser, så jeg har faktisk ikke noget bud på, hvor meget man bruger i kroner på patientrettet forebyggelse.
Vi har den næsthøjeste dødelighed (aldersstandardiseret) i den vestlige verden (dvs. de 25 ”rige” OECD-lande). Kun USA har højere dødelighed end vi danskere har. Så bedre borgerrettet forebyggelse kunne reducere vores høje dødelighed, og måske ad åre også reducere sundhedsforbruget – og derved sparre penge. Det kan ikke udelukkes.
Mvh
Jes Søgaard
Spørgsmål fra Karin:
Plejehjem offentlig eller privat - ingen diskuterer at private plejehjem også skal drives som privatøkonomier og dvs. en business, der bringer økonomisk overskud - under Clinton-regeringen i USA viste Charlene Harrington, de privat finansierede plejehjem skabte finansielt overskud som gik til investorerne og ikke beboerne? 2. Sygeplejerskemangel - i 1974 var der 10 i hvide kitler på RH i dagvagt, de 9 var sygehjælpere, den 10ënde sygeplejerske - i dag er det omvendt? sygeplejersker gør lægearbejde/opgaveglidning, hvad er der sket?
Svar fra Jes Søgaard:
I den danske diskussion vedr. private plejehjem (friplejehjem) vs de kommunalt drevne, offentlige plejehjem har der været fokus på borgerens valgmuligheder, og ikke så meget, om friplejehjem vil være billigere eller dyrere end de offentlige plejehjem. Jeg ved faktisk ikke, hvilken type der er dyrest i drift. Og det andet spørgsmål: Jeg har ikke lige eksakte tal for sygeplejerske/sygehjælper ratioen på RH i 1974, men jer er ret sikker på, at den ikke er 1:9. Men spørgeren har ret i, at der i dag er relativt flere sygeplejersker i forhold til SOSUer end for 50 år siden. En af forklaringerne er små lønforskelle i forhold til kompetenceforskelle, altså en sygeplejerske kan dække flere opgaver end en SOSU og skal kun have 5-10% mere i løn. Og der er også sket lidt opgaveglidning med at sygeplejersker i dag i højere grad laver ”lægearbejde” under delegering – det er almindelig substitution i arbejdsfordelingen.
Mvh
Jes Søgaard
Spørgsmål fra Emil:
Jeg har gennem min uddannelse og studiejob de sidste to år blevet meget opmærksom på de store udfordringer vi står overfor i det danske sundhedsvæsen. I mit studiejob arbejder jeg i en telemedicinsk virksomhed, hvor jeg dagligt hører om den barske virkelighed som kronikker i det danske sundhedsvæsen. Jeg vil derfor høre panelet, hvad der anses for at være de mest væsentlige tiltag for at imødekomme sundhedsvæsenets problemer, og hvilke partier der fører den mest seriøse politik på området?
Svar fra Jes Søgaard:
Det er et meget bredt spørgsmål – a) borgere med en eller flere kroniske sygdomme kan have det svært, både fordi sygdommen[e] kan gøre livet lidt svært, men også fordi de skal rundt til forskellige sygehuse med de forskellige sygdomme og b) partier med seriøse politikker i henseende til at imødekomme sundhedsvæsenets problemer.
Vedr. sundhedsvæsenets problemer er der to store: 1) at sygehusene sander til i mange behandlinger og undersøgelser, som kunne gennemføres uden for, hos praktiserende læge eller i sundhedshuse/nærhospitaler, og det ville være en kæmpe fordel for borgerne/patienterne, som får kortere afstand til behandlingen end de har nu, hvor de kører rundt til forskellige sygehuse (20-50 km fra hvor de bor) og det vil også aflaste sygehusene, som er meget pressede i disse år. 2) Sygehusene og sundhedsvæsenet mangler arbejdskraft (sygeplejersker, læger (både speciallæger i almenmedicin og en række andre specialer, især psykiatere), SOSUer, m.v.)
Løsningen på det første problem er at få etableret de 25 nærhospitaler, som allerede er aftalt i et Christiansborg forlig her fra foråret. Så forligspartierne er her de seriøse partier. Vedr. det med arbejdskraft mener jeg faktisk, at de fem forslag til en akutplan for sygehusene 2023 fra Moderaterne er det mest konkrete, som jeg har set i valgkampen.
Mvh
Jes Søgaard
Spørgsmål fra Rasmus:
Hvis en større andel af hospitalernes opgaver løses af privathospitaler, vil de samlede sundhedsudgifter så stige eller falde? De trækker jo profit ud, så man kunne forvente en stigning, også når man fx sammenligner med USA? Tilsvarende: hvis det offentlige sundhedsvæsen kom til at fungere til borgernes tilfredshed, ville man så ikke kunne spare alle sundhedsforsikringer væk, og hvor meget ville det spare samfundet?
Svar fra Jes Søgaard:
Spørgsmålet om privathospitaler vs offentlige hospitaler deler vandene hos mange borgere, i Danmark og andre lande. Midt imellem de to typer hospitaler findes private non-profit hospitaler, som der fx er mange af i Holland og Tyskland.
Mange års forskning om hvilken type ejerskab (privat, privat non-profit og offentlig) der giver de billigste sygehusbehandlinger eller bedriver sygehusdrift mest effektivt har ikke givet noget entydigt svar. Det skyldes delvist, at i de fleste lande varetager de forskellige typer hospitaler forskellige opgaver. Offentlige sygehuse vil typisk skulle have alle behandlingstyper, akut og planlagt, store og komplicerede operationer plus alt det andet, samt uddannelses- og forskningsopgaver. Private sygehuse kan i højere grad vælge selv og har i mange lande, fx Danmark, kun de mindre og ikke-akutte behandlingsopgaver.
USA har uden sammenligning det dyreste sundhedsvæsen i verden – både i procent af BNP og i udgifter pr. indbygger. Om det skyldes mange privathospitaler ved jeg ikke. Sidst jeg tjekkede var størsteparten af deres sygehuse faktisk private men non-profit. Det kan også være, da USA i finansieringen er meget mere decentraliseret end vi ser i mange andre lande, som enten har halvprivate, men obligatoriske og som regel ret få socialforsikringsselskaber til at finansiere og styre sygehusene og det øvrige sundhedsvæsen, fx Holland og Israel, eller har skattefinansierede systemer som i Danmark. I USA findes et hav af små og store udbydere af Health Plans, og godt nok er de ved at indføre en slags de facto forsikringskrav til borgerne, men det er stadig meget decentralt og der er ikke rigtig nogen, som har incitament til eller mulighed for effektiv udgiftsstyring.
Mvh
Jes Søgaard
Spørgsmål fra Jacqueline:
Hvorfor bruges LEON princippet (laveste effektive omsorgs-niveau) ikke i den danske fødselshjælp? Når fødselsområdet er så trængt, ville det ellers være nærliggende at lade de raske og ukomplicerede fødende føde med jordemødre i jordemoderledede klinikker. Er jordemoderledede klinikker farligere? Eller dyrere?
Svar fra Jes Søgaard:
I modsætning til andre lande, har vi ikke (længere) de jordemoderledede klinikker i Danmark. De sidste 20-25 år har man forsøgt at samle fødslerne i meget store fødeafdelinger på de store hospitaler. Man har i amterne og regionerne troet meget storskalaøkonomi, og Sundhedsstyrelsen har lyttet meget til obstetrikernes (fødselslægernes) frygt for risici (dødfødsler og andre), hvis der ikke er obstetrikere til stede ved komplikationer. I dag er der godt 3% af alle fødsler som foregår i hjemmet eller på ovennævnte fødeklinik. Sundhedsstyrelsen har ikke direkte advaret imod fødeklinikker – men har absolut heller ikke anbefalet dem.
I forskningslitteraturen har man sammenlignet hjemmefødsler, fødsler på jordemoderledede klinikker (på sygehus eller organisatorisk selvstændigt) og fødsler på sygehusafdelinger med obstetrikere med hensyn til perinatale komplikationer (perinatal mortalitet (dødfødsler) og andre) for barnet, mors sygdom (maternal morbidity), moders/families fødselsoplevelser og tilfredshed, grad af og karakter af indgreb under fødslen, samt økonomi.
For ukomplicerede graviditeter og forventet ukomplicerede fødsler kan forskningen ikke dokumentere øget risici (dødfødsler og andre) for barnet ved fødsel andet sted end fødeafdeling på sygehus.
Der er gennemført mange kohortestudier, da det ikke er så let at gennemføre lodtrækningsstudier (der er dog nogle) og fordi man i observationelle kohortestudier med registerdata kan få mange fødsler med i undersøgelserne, og det er nødvendigt, da risicievents og især dødfødsler heldigvis er sjældne.
En omfattende forskningslitteratur er sammenfattet i store systematisk reviews og herunder de såkaldte Cochrane-reviews. De konkluderer mht hjemmefødsler og fødsler på jordemoderledede klinikker på den ene side versus fødeafdelinger på hospitaler på den anden side, for ukomplicerede graviditeter og forventet ukomplicerede fødsler, og for både førstegangs- og flergangsfødsler:
- Ingen forskelle i perinatale komplikationer, herunder perinatal mortalitet mellem de forskellige fødesteder
- Lidt højere maternal morbidity på fødeafdelinger end hjemme eller klinikker relateret til
- Højere interventionsfrekvens på fødeafdelinger end hjemme eller på klinikker
- Højere mødre/familietilfredshed ved hjemmefødsler og jordemoderledede klinikker
- Lavere omkostninger ved hjemmefødsler og jordemoderledede kliniker.
Der kan selvfølgelig findes enkelte studier, som har afvigende resultater. Således har et engelsk kohortestudie fundet en mindre forhøjet risiko for perinatale komplikationer ved førstegangsfødende for hjemmefødsler i forhold til fødeafdelinger og jordemoderledede fødeklinikker, men ikke for flergangsfødende. Sundhedsstyrelsen har valgt at fremhæve dette studie og dette resultat. Da Sundhedsstyrelsen endvidere sidestiller hjemmefødsler med fødsler på jordemoderledede fødeklinikker, så fører det til, at Sundhedsstyrelsen vælger ikke at skrive, at der ikke er risikoforskelle mellem fødeafdelinger og fødeklinikker. Reelt advarer Sundhedsstyrelsen imod fødeklinikker (”Anbefalinger for organisering af fødetilbud”, Sundhedsstyrelsen side 48).
Intet sundhedsfagligt taler imod anbefaling af hjemmefødsler eller fødsler på jordemoderledede klinikker i forhold til valg af fødested for kvinder med ukompliceret graviditet og forventet ukompliceret fødsel (ca. 2/3 af alle fødsler), for både førstegangsfødende og flergangsfødende. Tværtimod kan en let reduceret maternal morbiditet tale sundhedsfagligt for. Endvidere er der større tilfredshed med fødslen hos mødre/forældre ved hjemmefødsler og fødsler på jordemoderledede klinikker. Og de er billigere hjemme og på klinikkerne, da der er en lavere interventionsfrekvens.
Flere faktorer, samt det principielle at give kvinden/forældrene et reelt valg, et frit valg, taler for større dansk fokus på hjemmefødsler og øget adgang til fødsler på jordemoderledede klinikker.
Og måske kan det få nogle af de mange jordemødre, som har forladt faget i frustration over arbejdsforholdene på de meget store fødeafdelinger, tilbage.
Spørgsmål fra Jacob:
Med det stigende antal enlige og ældre, ville det være interessant at vide om enlige kontra samlevende i større eller mindre grad har behov for hjælp og/eller behandling? Det kunne være der lå samfundsøkonomiske fordele i at øge incitamenter til samliv, hvor meget i dag er indrettet på at støtte enlige, og på en måde som også skal være til stede.
Svar fra Jes Søgaard:
Kære Jacob
Jeg måtte forhøre mig hos en af mine kolleger, for jeg har ikke selv forsket i det spørgsmål. Det har bl.a. Malene Kallestrup-Lamb, lektor på Aarhus Universitet, og hun har vist, at ældre, som lever som enlige (dvs. ikke er gifte eller lever i mere eller mindre faste forhold med en partner) faktisk har højere sundhedsudgifter. Samtidig lever de kortere.
Mvh
Jes Søgaard