I anden halvdel af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var der en betydelig frustration blandt studerende og lærere, navnlig på de to ”gamle” universiteter (København og Århus), over nedskæringer og adgangsbegrænsning. Men vreden havde svært ved at finde en adressat, fordi så mange af beslutningerne blev truffet bag embedsmændenes lukkede døre eller – som følge af den stadig dybere økonomiske krise – i finansministeriet.
Da Anker Jørgensen i 1982 kastede håndklædet i ringen og overlod regeringsmagten til Poul Schlüter, fik modstanderen endelig et ansigt og et navn: Bertel Haarder. Den nye undervisningsminister trådte frem med en markant ideologisk og politisk profil, der sammen med hans højskoleretorik vakte opsigt og modstand i universitetskredse. Store dele af universitetsverdenen fandt i Bertel Haarder den mand, de elskede at hade. En mindre, men langtfra ubetydelig gruppe af borgerlige studerende og lærere, der havde følt sig overset og frustreret i 70’ernes fagpolitiske miljø, vejrede morgenluft.
Tidligere undervisningsdirektør og radikal politiker Asger Baunsbak-Jensen mindes Haarders første tid som minister:
”Bertel Haarder kunne være vanskelig at forhandle med, han var svingende og temperamentsfuld, men han kom igennem med meget ideologisk præget politik, fordi han var klar over, hvad han gik efter. Jeg har kendt Bertel i 30 år. Han blev undervist af forældrene derhjemme på Rønshoved Højskole. Bertel har et vanskeligt sind, men han vidste, hvad han ville. Og han blev minister på det rette tidspunkt i sit liv.”
Da det kom til stykket, medførte Haarder-perioden ikke så store ændringer for universiteterne, som mange havde frygtet, og nogle havde håbet. Der blev ikke rørt ved den forkætrede styrelseslov fra 1970, men nedskæringerne på universiteterne fortsatte som et led i den borgerlige regerings finanspolitik. Ministerens primære interesse gjaldt ikke de videregående uddannelser, men folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Her fik Haarders gymnasiereform fra 1987 fatale følger for universitetsfag som geografi og fransk. Fra et år til det næste forsvandt en stor del af fagenes timetal i gymnasiet og dermed en stor del af arbejdsmarkedet for universiteternes kandidater.
Bertel Haarder sad som undervisningsminister 10½ år i træk frem til Schlüter-regeringens afgang i januar 1993, og er den, der har beklædt posten længst. (Andenpladsen går til den radikale Jørgen Jørgensen, der var undervisningsminister 7 år i træk fra 1935-1942). I 2005 blev Bertel Haarder atter undervisnings­minister, denne gang i Anders Fogh Rasmussens regering.
Topbillede: Undervisningsministeriet.
|
Andre begivenheder i 1982:
|