Skip to main content
Karrierevejledning

Zone E bliver SDU’s nye rammer for karrierevejledning til studerende

Zone E bliver i fremtiden de studerendes direkte indgang til SDU’s karrierevejledning og iværksætteritilbud og samtidig omdrejningspunkt for workshops og andre aktiviteter med fokus på employabilitet, entreprenørskab og virksomhedskontakter.

Af Susanne Siig Petersen, , 10-11-2021

SDU RIO har netop slået dørene op til det nye 'Zone E', som er navnet på det sted, hvor SDU’s studerende nu fremover får direkte adgang til bl. a. karrierevejledning.

Fokus på fremtiden

Zone E er dermed endnu et tiltag som led i SDU’s mere overordnede strategiske fokus på employabilitet, fortæller chef for Careers & Employability i SDU RIO, Jacob Krummes:

- På SDU er vi ekstremt optagede af at få sendt vores studerende og dimittender godt på vej ud på arbejdsmarkedet. Zone E bliver de studerendes fysiske indgang til karrierevejledning, iværksætteritilbud samt omdrejningspunkt for employabilitets- og karriererelaterede workshops.

Siger han og fortsætter:

- Vi vil gerne give de studerende en nem mulighed for at blive klædt på til arbejdsmarkedet, blive klogere på deres muligheder og omsætte deres ideer til virksomheder.

At de studerende kan få karrierevejledning, er dog ikke noget nyt, ligesom de også de seneste år har kunne lytte til SDU’s populære podcast ’Karriereland’ - men nu har de fået et konkret sted at gå hen. 

Vigtigt med gode rammer

En af dem, som de studerende kan møde er karriere- og employabilitetskonsulent Pernille Bech-Jacobsen, som mange nok vil vide også er podcastvært på Karriereland sammen med Buster Urban Kudsk Rasmussen.

Hun glæder sig til at byde de studerende velkommen i Zone E:

- Vi glæder os rigtig meget til at tage Zone E ordentlig i brug. Vi har virkelig lagt os i selen for at få skabt nogle imødekommende og hyggelige rammer for vores karrierevejledning, workshops og arrangementer.

Siger hun og fortsætter:

- F.eks. har vi allerede planlagt mindre workshops i lokalerne om bl.a. mentorforløb og hvilke kompetencer, man får fra sin uddannelse. Derudover har vi også karrierevejledninger, hvor studerende kommer med spørgsmål om alt fra hvilke muligheder, de har med deres uddannelse til, hvordan de søger et studiejob.

Og hvis man som studerende hellere vil være selvstændig iværksætter end lønmodtager, så er der også rigtig gode muligheder for at blive hjulpet godt i gang med det:

- Vi hjælper dem også, hvis de kunne tænke sig at starte egen virksomhed - eller hvis de overvejer et projektorienteret forløb.

Zone E er åben for alle studerende hver dag fra kl. 10.00 til kl. 14.00.

Derudover kan de også ringe og få karrierevejledning hver dag mellem kl. 9.00 og 10.00 på tlf. 6550 1056 eller skrive til karriere@sdu.dk

Zone E ligger på Gydehytten, Campus Odense (find det på kortet her)

Har du spørgsmål til karrierevejledning?
Så kontakt endelig Careers & Employability-teamet i SDU RIO 

Redaktionen afsluttet: 09.11.2021