Skip to main content
Iværksætteri

Iværksættere fra SDU får ordre fra Odense Kommune

De to iværksættere Kristian Grove Poulsen og Nickolai Isaksen har efter bare et år som en del af SDU’s Startup Station landet deres første store ordre på seks TimberNest’s til Odense Kommune

Af Jakob Schjoldager, jakobs@sdu.dk

Odense Kommune har som en del af projektet ”Sammen om centrum” købt seks TimberNest-møbler af startupvirksomheden TimberNest, der er en del af SDU’s Startup Station.

Ideen bag de unikke sociale møbler er, at de skaber en ramme omkring samværet mellem folk, og i sidste ende knytter værdifulde relationer. De skaber muligheden for det tilfældige møde, og det var netop sådan, at aftalen med Odense Kommune kom på plads.

- Faktisk mødte jeg en på Tinderbox mens jeg sad i et af møblerne som synes, at de var vildt fede. Hun kendte en i Odense Kommune som måske var interesseret i at købe nogle, fortæller Kristian Grove Poulsen, der er den ene af de to iværksættere bag TimberNest-møblerne.

Derefter tog Kristian Grove Poulsen og Nickolai Isaksen kontakt til Odense Kommune og efter en længere udvælgelsesproces, blev TimberNest-møblerne en del af projektet og skal fra november være en del af gadebilledet i Odense.

Fotos: Lars Skaaning

Indtjeningen skal bruges på udvikling

Indtjeningen fra ordren er godt givet ud hos de to iværksættere. Der er ingen planer om at bruge dem på at forsøde livet som studerende. De skal investeres i virksomheden og bruges til bl.a. at udvikle nye produkter.

- Vi skal udnytte at vi kan være risikovillige med de penge vi tjener og kan lære af de fejl vi laver, så vi forhåbentlig bliver klogere når vi begynder at få flere kunder og en stabil forretning, siger Kristian Grove Poulsen, der mener, at det er noget man hurtigt kan glemme når ens virksomhed begynder at få vind i sejlene.

- Det er noget mange virksomheder glemmer, når der begynder at komme penge ind på kontoen og der er medarbejdere, der skal have løn osv. De her penge skal ud at yngle.

Helt konkret skal pengene bruges på at udvikle en række nye produkter. Konceptet ændrer sig dog ikke; et møbel hvor man kommer andre mennesker ved.

- Derudover skal vi bruge en del penge på markedsføring. Vi overvejer om vi skal ansætte folk udefra, som kan hjælpe os med branding og storytelling, siger Nickolai Isaksen og fortsætter:

- Særligt når møbelmarkedet er så blodrødt som det er. Der er millioner af møbelvirksomheder derude, så vi skal blive endnu bedre til at kunne skille os ud fra mængden.

Bare ét år gammel

Virksomheden har kun for alvor eksisteret siden årsskiftet. Den startede som en del af et bachelorprojekt og et samarbejde med Tinderbox-festivalen. Men den første ordre som gav overskud kom i januar tidligere på året da de to iværksættere lige var kommet hjem fra et længere udenlandsophold. 

- Den første ordre vi fik var OUH’s børneafdelingen. De ville gerne have skabt en anden stemning på deres afdeling for kræftramte børn. Her kan møblet være en ramme omkring en svær samtale mellem pårørende og barnet og måske en behandler, fortæller Nickolai Isaksen.

Her har de allerede set, at der er et marked for deres produkt. Møblet blev nemlig hurtigt en succes på afdelingen.

- Vi var ude at besøge OUH efter nogle måneder, for at se om de brugte det. Det viste sig at det hjalp faktisk nogle familier. Det var meget bedre at sidde og tage svære samtaler ude i en TimberNest.

Et kvalitetsstempel

Selvom salget giver et markant rykstød til den nystartede virksomhed og åbner for en masse muligheder, så er den økonomiske gevinst ikke det der fylder mest.

- Det er selvfølgelig fedt at tjene nogle penge, som man kan bruge i virksomheden. Men det er større, at der er nogen der vil købe dit produkt, siger Kristian Grove Poulsen og fortsætter:

- På den måde er vores produkt blevet verificeret. Det er først når man har betalende kunder, at man finder ud af om ens produkt virkelig skaber værdi.

Efterlyser noget anderledes

Men det er ikke bare kommuner og festivaler der er interesseret i det skæve og anderledes TimberNest-møbel. Kristian Grove Poulsen og Nickolai Isaksen har også fået flere forespørgsler fra private virksomheder.

- Virksomhederne efterspørger noget der er anderledes, end hvad de har i dag. Nogle ansatte har mange møder i løbet af en dag, så måske er det netop lige det møde du havde i en Timbernest, som du husker, fordi det var anderledes, fortæller Nickolai Isaksen.

Indtil nu har de to iværksættere selv stået for hele produktionen af møblerne. Men det skal effektiviseres nu.

- Det her er sidste ordre vi helt selv producerer. Vi arbejder på, at få produceret produkterne hos en socialøkonomisk virksomhed, som ansætter unge mennesker, der har svært ved at finde arbejde, men som er gode til at arbejde med hænderne. Planen er, at de skal hjælpe os med dele af produktionsprocessen, fortæller Nickolai Isaksen.

Læs mere om Timbernest

Timbernest.dk

Redaktionen afsluttet: 07.11.2017