Skip to main content

Forskning

Stort sponsorat til hjemmetest for hjertekarsygdomme

Jes Sandal Lindholt og Lars Melholt Rasmussen har fået et sponsorat på ingredienser til biomarkører for 1 million Euro fra Roche. Biomarkørerne skal bruges til projektet PREPARE, som går ud på at udvikle en hjemmetest for hjertekarsygdom.

80 % af de årlige tilfælde af hjertekarsygdomme, ville kunne være forebygget, hvis de var blevet påvist tidligt. Det vil et forskningsprojekt i samarbejde mellem Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital gøre noget ved.

Professor i karkirurgi Jes Sandal Lindholt er i samarbejde med blandt andet professor i klinisk biokemi Lars Melholt Rasmussen ved at udvikle en hjemmetest, som kan gøre det nemmere at opspore personer i risiko for hjertekarsygdomme. Det arbejde er nu hjulpet et godt stykke på vej med et sponsorat på ingredienser til biomarkører på 1 million Euro fra Roche.

- Roche har nogle af de potentielt mest brugbare og interessante blodprøveanalyser til at forudsige hjertekarsygdomme. Vi havde allerede planlagt at bruge dem, men nu får vi ingredienserne til at udføre dem leveret gratis, fortæller professor i karkirurgi Jes Sandal Lindholt.

Roche er verdens største biotekvirksomhed med lægemidler inden for fx kræft. Roche har i de senere år investeret i forskning inden for blandt andet genomisk profilering.

En endnu bedre hjemmetest

Forskerholdet får ud over de allerede planlagte biomarkører også en række andre mulige blodprøveanalyser. Det betyder, at udbuddet af biomarkører i den personlige test bliver større, og dermed kan bidrage til et mere samlet billede af risikoen.

Professor Lars Melholt Rasmussen, som arbejder tæt sammen med Jes Sandal Lindholt om udviklingen af hjemmetesten får altså med sponsoratet de ingredienser, som skal bruges til analyserne.

Når hjemmetesten engang er klar, så vil det betyde, at man kan starte individuel og mere præcis behandling op tidligere. Det har potentiale til at reducere dødeligheden af hjertekarsygdom med 20-25 %.

Mød forskeren

Professor Jes Sandal Lindholt

Kontakt

Mød forskeren

Professor Lars Melholt Rasmussen

Kontakt

Professor Jes Sanddal Lindholt og professor Lars Melholt Rasmussen

Faktaboks

Hvad er en biomarkør?

En biomarkør er en indikator for en biologisk proces. Fx er en forhøjet temperatur en indikator for, at man har feber og dermed er syg. Det er altså et slags måleværktøj, som kan sige noget om processer i din krop – og med de rette biomarkøranalyser kan de også sige noget om, om der er noget galt i din krop. Det kunne fx være om du er i risiko for hjertekarsygdomme.

Hjertekarsygdomme

Der er mere end 56.000 nye tilfælde af hjertekarsygdomme om året i Danmark, og 12.000 personer dør årligt af hjertekarsygdomme. Samtidig lever over en halv million mennesker med hjertekarsygdomme i Danmark. 80 % af tilfældene kunne være forebygget – alene halvdelen af dem ved tidlig påvisning af begyndende hjertekarsygdom.

Roche

Roche er verdens største biotekvirksomhed med lægemidler inden for fx kræft. Roche har i de senere år investeret i projekter inden for genomisk profilering.

 

Om projektet PREPARE

PREPARE – Personalized Risk Estimation and Prevention of Cardiovascular Disease.

  • Projektet går ud på at udvikle en hjemmetest, hvor man kan kombinere selvrapporterede data om familiære dispositioner, risikofaktorer, sygehistorie, medicinforbrug, sociale forhold med objektive fund og biomarkører. På den måde kan man få et tidligere og mere præcist svar på risikoen for hjertekarsygdomme – og dermed også hvilke forebyggende tiltag, der skal til. 
  • Projektet er et samarbejde mellem Klinisk Institut, Institut for Matematisk og Datalogi, Syddansk Universitet og OUH, Odense Universitetshospital.
  • Projektet har modtaget 20 millioner kroner fra Innovationsfonden og tre millioner kroner fra Hjerteforeningen. Læs mere: Unik dansk hjemmetest skal markant nedsætte risikoen for hjerte-karsygdom

PREPARE - Personalized Risk Estimation and Prevention of Cardiovascular Disease 

Partnerne er:

  • Eliteforskningscenteret for Individuel Behandling af Pulsåresygdomme (CIMA), Odense Universitetshospital: Præcisionsforebyggelse af hjerte-karsygdom og individuelle risikovurderinger.
  • Institut for Matematik og Datalogi (IMADA), Syddansk Universitet: Udvikling og evaluering af metoder til dataanalyse.
  • Klinisk Institut, Syddansk Universitet: Forebyggelse af hjertekarsygdomme blandt andet i form af omfattende gen- og proteinanalyser samt avancerede matematiske modeller
Redaktionen afsluttet: 04.07.2023