Skip to main content
Navne

Kent Søe modtager Excellence in Research Award

Lektor og forskningsleder Kent Søe fra Patologisk Forskningsenhed modtager prisen fra European Calcified Tissue Society (ECTS) for sin forskning i forståelsen af de knoglenedbrydende celler

Prisen uddeles en gang årligt til en forsker, som har fremmet forskningen inden for det muskuloskeletale område væsentligt.

Kent Søe har med sin forskning været med til at ændre forståelsen af, hvordan de knoglenedbrydende celler, osteoklaster, arbejder.

Med forskningen er forståelsen af cellerne taget fra et teoretisk niveau, hvor man ser på cellen, til et praktisk, klinisk niveau, hvor man ser på både cellen og personen.

- Vi har systematisk arbejdet med at kortlægge sammenhængen i karakteristika mellem person og celler. Det vil sige forklare, hvorfor cellenedbrydningen er forskellig fra person til person. Ved at se på celler fra mennesker i laboratoriet, kan vi se, hvad der sker i kroppen, fortæller Kent Søe.

Dette kan fx bruges til at forudsige, hvor godt medicin virker, og hvor aggressiv knoglenedbrydningen kan udvikle sig ved de enkelte personer. På den måde vil det være muligt bedre at forebygge og på sigt kan det være medvirkende til udvikling af personlig medicin.

ECTS er det europæiske selskab for forskere i sygdomme i knoglerne. Her findes både klinikere og forskere, og der er repræsentanter fra blandt andet endokrinologien, reumatologien, ortopæder og genetikere. Prisen uddeles i maj i år til den årlige ECTS kongres i Helsinki.

Mød forskeren
Forskningsleder og lektor Kent Søe

Kent Søe har siden 1. august 2021 været forskningsleder ved Patologisk Afdeling på Klinisk Institut og Odense Universitetshospital.

Kontakt

European Calcified Tissue Society (ECTS)

ectsoc.org

Redaktionen afsluttet: 12.01.2022