Skip to main content
Navne

Professor i sårbarhed på SDU og OUH

Ph.d. Dorthe Nielsen er ansat som professor i sårbarhed ved Indvandrermedicinsk Klinik, Infektionsmedicinsk Afdeling Q, Odense Universitetshospital og Geriatrisk afdeling G ved Odense Universitets Hospital samt ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet

Dorthe Nielsen forventer med sin forskning under det nye professorat, i tæt samarbejde med klinisk praksis, at sætte fokus på sårbarhedsbegrebet inden for indvandrermedicin og geriatri. Hun vil arbejde på at etablere et nyt forskningscenter, som vil have fokus på transkulturel-geriatri. Et center der forventes at bedrive forskning så pleje og behandling til udsatte og sårbare ældre sikres, og kompetencer blandt sundhedsprofessionelle øges, så ulighed i sundhed minimeres i udviklingen af supersygehuse og et konstant effektiviseret sundhedsvæsen.

Dorthe Nielsen er uddannet sygeplejerske i 1991 fra sygeplejeskolen i Odense. Hun har gennem sit arbejde som sygeplejerske altid haft fokus på kommunikation og omsorg til sårbare patienter og deres håndtering af kroniske lidelser i det daglige liv. Med fokus på dette gennemførte Dorthe Nielsen i 2005 den Sundhedsfaglige Kandidatuddannelse, cand. scient. san. på SDU.

I september 2010 forsvarede Dorthe Nielsen sin ph.d.-afhandling, som omhandlede patienters håndtering af livet med osteoporose (knogleskørhed); afhandlingen fokuserede på patientundervisning, patienters håndtering af medicinsk behandling, køn og patientperspektiver på det daglige liv. Hun blev i 2010 ansat som adjunkt på SDU med tilknytning til Indvandrermedicinsk Klinik, OUH. Her blev hendes forskningsområde mere målrettet sårbare patienter med anden etnisk baggrund.

Forskning og uddannelse i tværkulturel sygepleje

Dorthe Nielsen har siden udført forskningsprojekter omkring tolkning, ældre og kommunikation samt udviklet uddannelsesprogrammer for andet sundhedsfagligt personale inden for tværkulturel sygepleje og indvandrermedicin. Hun har ligeledes afholdt talrige foredrag og arrangeret undervisning på både ph.d.- samt præ- og postgraduat niveau inden for feltet tværkulturel pleje og behandling.

Dorthe Nielsen var sammen med et stærkt kollegialt team med til at starte kandidatuddannelsen i klinisk sygepleje ved Syddansk Universitet som studieleder. Med stor succes kom uddannelsen i gang og er i dag et populært akademisk tilvalg blandt sygeplejersker.

Dorthe Nielsen har gennem årene etableret et stærkt Internationalt forskningsnetværk. Oktober 2019 blev hun udnævnt til Scholar inden for Transcultural Nursing Society TCNS. Desuden er hun bestyrelsesmedlem i Det Europæiske netværk European Trascultural Nursing Association, ETNA, og hun er bestyrelsesmedlem i det danske faglige selskab for tværkulturel sygepleje. De sidste to år har Dorthe desuden været associated editor i Journal of Transcultural Nursing. Desuden har Dorthe Nielsen et tæt samarbejde med forskere i Tanzania, Scotland og Norge.

Privat

Privat bor hun sammen med sin mand, Lars på Nordfyn, ved Klintebjerg. Lars arbejder som selvstændig tømrer og bygningskonstruktør. Sammen har de tre børn, hvoraf den yngste søn Mikkel på 21 læser Global Management på SDU og bor i Odense, den ældste søn, Kasper på 29 år læser Geografi på Københavns universitet, og datteren Katrine på 27 er sygeplejerske på Skejby Hospital

Mød forskeren
Dorthe Nielsen

Professor i sårbarhed, Dorthe Nielsen

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 09.06.2020