Skip to main content
DA / EN

Michael E.Goodsite bliver ny prodekan for forskning på TEK

Michael Evan Goodsite er blevet headhuntet til en nyoprettet stilling som prodekan for forskning. Samtidig bliver han konstitueret institutleder for ITI.

Michael E.Goodsite vender 1. december tilbage til TEK, hvor han er ansat som professor med funktion som prodekan for forskning. Samtidig bliver han konstitueret institutleder for Institut for Teknologi og Innovation. 

"Fakultetet og jeg har brug for en prodekan for forskning, og Michael E. Goodsite er i den grad kvalificeret til opgaven. Derfor er det mig en stor glæde, at han har valgt at vende tilbage til TEK", siger Henrik Bindslev.

Langt de fleste på TEK husker da også Michael E. Goodsite som institutleder for Institut for Teknologi og Innovation, inden han tog en kort afstikker som koncerndirektør for regional udvikling i Region Syddanmark.

Michael E. Goodsite er en anerkendt miljøforsker, som formår at forbinde sin oprindelse som bygningsingeniør med verdens klimaudfordringer. Samtidig er han respekteret som en meget lyttende leder, der altid arbejder konstruktivt og målrettet på at finde løsninger.

 "Som prodekan for forskning ser jeg meget frem til at være med til at styrke og videreudvikle fakultetets forskningsaktiviteter. Herunder fundraising, erhvervssamarbejde og strategiske tiltag i forhold til offentlige og private fonde og samarbejdspartnere både nationalt og internationalt. Og så ser jeg meget frem til at være en del af TEKs hold igen", siger Michael E. Goodsite.

Redaktionen afsluttet: 30.11.2016