Skip to main content
DA / EN

Forskning i svingninger af vindmølletårne

Vindforskningsgruppen på ITI laver vindtunnelforsøg i USA med studerende fra Konstruktionsteknik

Vindgruppen på ITI udfører i disse dage vindtunnelforsøg hos SOH Wind Engineering LCC i Burlington, Vermont, USA. Forsøgene har til formål at teste en metode, der kan forhindre svingninger af offshore vindmølletårne. For at forsøgene kan udføres realistisk er det vigtigt at have adgang til tilstrækkelig stor vindtunnel. Gennem ITI’s adjungerede professor Svend Ole Hansen har vindgruppen fået adgang til hans vindtunnel i USA.

Baggrunden for forsøgene er, at offshore vindmølletårne, der opbygges og færdigmonteres på land, er under risiko for at komme i svingninger, når de transporteres på havet. Da skibets hastighed bidrager til den samlede relative vindhastighed, som tårnene udsættes for, medfører dette restriktioner for transport og montage af tårnene. Fænomenet er problematisk indtil nacellen monteres.

Svingningerne kan dog forhindres ved at montere en helix uden på tårnet, der kan bryde hvirvlerne, således at lasten ikke bliver kritisk. Denne løsning er velkendt og er tidligere blevet anvendt i høj grad på skorstene. Gruppen arbejder på at implementere denne løsning til vindmølletårne. Overføres det velkendte princip direkte med gældende retningslinjer medfører dette dog upraktiske store dimensioner, og gruppen ser således på alternativer.De tre studerende fra Konstruktionsteknik Silas Sverre Christensen, Karl Ingolfsson og Lasse Abildgaard Kristensen har igennem forårssemesteret udtænkt vindtunnelforsøg, der skal være med til at teste disse alternativer. Lasse og Silas er således i gang med tre måneders ophold hos SOH Wind Engineering LCC, mens Karl er i gang med et ophold på 1 måned. De studerendes ophold er lykkedes med finansiel støtte fra Knud Højgaards Fond, Torben og Alice Frimodts Fond samt Ingeniør Jens Jespersens Fond.

Under den indledede afvikling af forsøgene er de studerende assisteret af videnskabelig assistent Michael Styrk Andersen samt adjunkt Jens Johansson.

Billede 1: En skaleret model af vindmølletårnet med helix monteret.
Bagerst – Ansatte der har assisteret under afvikling af forsøgene. Eric, Paul, Mike, Danny
Forrest – Michael, Silas, Karl, Lasse, Jens

Billede 2: Et view af vindtunnelen

Redaktionen afsluttet: 13.06.2014