Programmet tager udgangspunkt i et veldokumenteret behov for bedre at kunne måle, forstå og kommunikere om borgeres (herunder patienters og udsatte gruppers) velfærd og tilfredshed. Behovet afspejler sig i de officielle målsætninger for regioner og kommuner, som p.t. ønsker lægge mere vægt på brugeroplevelse og immateriel velfærd og blive bedre i stand til at forstå og måle selve værdien af behandlinger og tiltag, frem for at styre efter ”udvendige” produktivitetsmål. Programmet knytter imidlertid også an til mere samfundskritiske synspunkter. Mange har ytret bekymring for at den øgede anvendelse af gen-, informations-, monitorerings- og velfærdsteknologi vil gå ud over den ”menneskelige faktor” og stik imod hensigten risikerer at føre til forringet velfærd – fordi systemerne ikke opsamler eller bruges på grundlag af virkeligt relevante eller fuldstændige informationer, på grund af forkerte eller manglende prioriteringsovervejelser, eller fordi de automatiserede og standardiserede processer fører til umyndiggørelse, afmægtighedsfølelse eller autenticitetstab.
Lykke- og trivselsmålinger tillægges stor praktisk betydning, men validiteten af de anvendte kategorier og undersøgelsesmetoder er ofte tvivlsom, hvilke ikke kun skyldes tekniske forhold vedrørende undersøgelsesdesign, men nok så meget fundamentale vanskeligheder ved at forstå og beskrive hvad lykke og trivsel egentlig er. Velfærdsprofessionelle kan have det svært med de klassificeringsredskaber som de forventes at benytte. De er udsat for et krydspres af forskellige (professionelle og personlige) normer, og de kan have vanskeligt ved at føre en samtale med borgerne om følsomme temaer som misbrug og psykiske og eller eksistentielle problemer. Problemerne med at forstå og kommunikere om velbefindende er særligt alvorlige i forbindelse med visse udsatte grupper, fx ældre, herunder demente, men også fx børn, der kan have særlige vanskeligheder ved at erkende eller kommunikere om egen mistrivsel, og som de gængse teorier og undersøgelsesmetoder passer mindre godt på.
Prioritering baseret på etiske vurderinger er ikke kun relevant for overordnede spørgsmål om resursefordeling; sundhedsprofessionelle er ofte nødt til at foretage ”mikroprioriteringer” i konkrete situationer, som kan handle om alt fra at vise nærvær og opmærksomhed til at vælge mellem liv eller død. Timing er et fænomen af stor, men undervurderet betydning for velbefindende og velfærd på mange niveauer, som kalder på en tværvidenskabelig udforskning. Det samme gælder sammenhængene mellem kreativitet, kunstnerisk udfoldelse og velbefindende.
Teoretisk bygger programmet på teorier om velbefindende som fremhæver betydningen af emotioner og før-sproglige og til dels før-refleksive oplevelser. I forlængelse af deltagernes igangværende forskning skal det bidrage til videreudvikle eksisterende teorier i en mere holistisk og procesorienteret retning. Det bygger tillige på aktuelle teorier om fordelingsretfærdighed, som også inddrager opfattelser af livskvalitet, på kontekstualistisk etik, dydsetik, fænomenologisk værditeori og teorier om moralsk sensibilitet.