Skip to main content
Folkemøde

Det Tekniske Fakultet deltager på Folkemødet

Kan Danmark levere nye former for atomkraft til hele verden? Og gemmer den bornholmske muld på bakterier, der kan producere fremtidens antibiotika? Begge spørgsmål – og mange flere – vil blive forsøgt besvaret i og omkring Techteltet på årets folkemøde.

Igen i år er Techteltet med på Folkemødet, hvor vi åbner for spændende debatter, og hvor man kan være med til bl.a. at lede efter ny antibiotika. Foto: Ida Jensen

Igen i år er Techteltet med på Folkemødet, hvor vi åbner for spændende debatter, og hvor man kan være med til bl.a. at lede efter ny antibiotika. Foto: Ida Jensen

Hvordan skal vi løse nogle af samfundets største problemer? Det er omdrejningspunktet i det traditionelt velbesøgte Techteltet på Folkemødet, der løber af stablen den 15.-17. juni. Her er højaktuelle, teknologiske emner på plakaten som energi og energilagring, fødevarer, forsvarsteknologi, forurening, klima og kunstig intelligens.

Bag Techtteltet står fagforeningen IDA, Engineer the Future og universiteterne DTU, SDU, AAU og AU, der byder indenfor til et tætpakket program i Techteltet og på rullestensstranden.

”Endnu en gang sætter vi teknologien i centrum og viser, at den har potentiale til både at skabe en grønnere og sundere fremtid, men også rummer faldgruber og masser af etiske dilemmaer, hvis ikke vi som mennesker tager styring over f.eks. kunstig intelligens. Vi glæder os til at skarptskårne debatter, hvor der også bliver plads til de nuancer, der måske er vigtigere end nogensinde før at få belyst,” siger Laura Klitgaard, formand for IDA.

Atomkraft, grøn energi og forsvarsteknologi
I Techteltet skal vi bl.a. debattere atomkraft. For selvom Folketinget i 1985 besluttede, at der ikke skulle være atomkraft i Danmark, har debatten været rødglødende de seneste år. Kan atomkraft blive et nyt, stort dansk eksporteventyr? Og er der en fremtid for atomkraft i det danske energinet? Vi åbner debatten, og der bliver også mulighed for at stille spørgsmål.

Vi debatterer også energiøer, havvind og miljø. For hvad betyder energiøer egentlig for miljøet, hvilke konsekvenser har de for energisystemet, og skal klima og miljø altid gå hånd i hånd, eller bliver vi nødt til at prioritere det ene højere end det andet?

Et andet stort debatemne er sikkerheds- og forsvarsteknologi. Knap halvandet år med krig og kriser har vist os betydningen af et forsvar, men moderne krig er mere end skyttegrave og missiler. Sabotage, cyberangreb, misinformation udgør i dag en lige så stor trussel mod vores vestlige demokratier som konventionelle angrebsmetoder – og hvor meget skal vi satse på denne form for teknologiudvikling i Danmark?

Skattejagt, rumteknologi og madshow
Som altid vil er der også plads til andet end debatter og holdninger i Techtelteltet. Vi har et helt eksperimentarium med på rullestensstranden, hvor vi bl.a. inviterer skoleelever med på skattejagt efter ny antibiotika. Guidet af dygtige ingeniørstuderende skal skoleelever forsøge at finde hidtil ukendte bakterier i den bornholmske muld. Bakterier, der måske kan producere fremtidens antibiotika.

Vi giver også mulighed for at prøve kræfter med escape rooms, og man kan udforske havbunden med fjernstyrede undervandsrobotter. Man kan endda få målt sine hjernebølger i realtid med EEG-udstyr og se mere til den teknologi, vi sender ud i rummet sammen med Andreas Mogensen for at hjælpe astronauter til at sove bedre.

 

På rullestensstranden åbner vi også op for de lidt anderledes, uformelle debatter. Bl.a. inviterer Nikolaj Kirk politikere på scenen for at teste og smage på fremtidens madvarer, diskutere indgroede madvaner (og hvordan man bryder dem), fødevareinnovation og nye teknologiers rolle i fremtidens bæredygtige fødevareproduktion til en voksende, global befolkning.

Og så er børn og andre med lyst til farver og eksplosioner som altid velkomne i teltet til de traditionsrige, humørfyldte scienceshows.

Redaktionen afsluttet: 12.06.2023