Skip to main content

Online-undervisning gav idé til podcast

Da landet lukkede ned i marts 2020, og undervisningen rykkede online, forsøgte to undervisere sig med forskellige læringsmetoder. De opdagede, at de studerende var særligt begejstrede for podcast-formatet, og det er nu mundet ud i en rigtig podcast.

Af Frej Kofoed, , 03-05-2021

Up-beatmusikken starter. Hen over den fængende instrumentalmusik begynder de to værter at ping-ponge om dagens emne. Musikken skrues ned, og gæsten præsenteres. 

Det var egentlig lidt tilfældigt, at Alev Kuruoglu og Anuja Pradhan fra Institut for Marketing & Management pludselig blev podcast-værter.

Da deres undervisning med ét skulle foregå online efter pressemødet 11. marts 2020, afprøvede de to undervisere forskellige læringsmetoder i undervisningen. Hurtigt lagde Alev Kuruoglu og Anuja Pradhan mærke til, at de studerende især kunne lide undervisernes samtaler om videnskabelige emner med hverdagseksempler.

Den erfaring har nu fået forskerne til at gøre alvor af at bruge lydformatet. Med hjælp fra journalistisk lektor Karsten Prinds udgiver Alev Kuruoglu og Anuja Pradhan nu 12 afsnit af podcasten Tales of Consumption. Væbnet med mikrofoner og relevant teori dissekerer forskerne vores forbrugsvaner sammen med en række gæster. I nogle afsnit er det studerende, der er med som gæst, og i andre afsnit er det andre forskere.

"Det er givende, men find en makker"

- Det, der har overrasket os mest, er hvor givende hele processen har været. Efter en dag med optagelser er vi både udmattede, men også tilfredse efter en god dags arbejde, som vi har nydt, siger Anuja Pradhan, der udover at være adjunkt, nu også er den ene halvdel af en podcast-duo.

Det betyder, at det fremover ikke kun er studerende,som får glæde af forskernes snakke om alt fra tøjforbrug til TV-vaner. Faktisk kan hele verden nu lytte med på den engelsksprogede podcast, men det forpligter også, fortæller adjunkten.

- Der er en del arbejde i at lave sådan et projekt, men vi er meget kreative sammen og kan udvikle idéer i fællesskab, fortæller hun.

Overvældet af opbakning

Anuja Pradhan glæder sig samtidig over, at Tales of Consumption har fået en del positiv respons med sig.

- Vi er overvældet af den opbakning, vi har mødt. Både på SDU og vores institut, men også den måde folk har taget i mod podcasten udenfor SDU. Hvis andre forskere sidder med en podcast-vært i maven, er opfordringen fra Anuja Pradhan helt klar: find en makker.

- Vi har fundet ud af, at ved at være en duo kan vi dele vores ansvar og samtidig være lidt mere effektive. Så jeg tænker, at forskere, der har et ønske om at gøre noget lignende, måske ville nyde stor gavn af at finde en samarbejdspartner til rejsen ind i podcast-universet, afslutter hun.

Alev Kuruoglu og Anuja Pradhans podcast Tales of Consumption kan høres her.


Lyt med

Tales of Consumption er en podcast, der ser kritisk på alt relateret til vores forbrugersamfund. Podcasten er lavet af de to adjunkter på Institut for Marketing og Management, Alev Kuruoglu og Anuja Pradhan, som hver gang har en gæst med. Det er enten en forsker, med relevant viden til dagens emne, eller en studerende. Tales of Consumption udgives på alle podcastplatforme.

Find podcasten her

Redaktionen afsluttet: 03.05.2021