Skip to main content
KV21

Tre eksempler på vilde konstitueringer

Det går ikke altid stille for sig, når der skal konstitueres ude i kommunerne efter et valg. Professor Ulrik Kjær fortæller om tre af de vildeste konstitueringer fra de senere år her.

Af Nicolai Lynge Drost, , 27-10-2021

2002: Bornholm

I starten af dette årtusind stemte de daværende fem kommuner på klippeøen for en sammenlægning til én, samlet kommune. Kommunen blev officielt oprettet 1. januar 2003, men i maj 2002 afholdt kommunen et fælles valg for at finde den kommende kommunalbestyrelse. De forrige kommuner havde alle en borgmester hver, derfor var der flere om buddet til at være i spidsen for hele ø-kommunen.

I løbet af stemmeoptællingen stod det klart, at borgmesterposten ville lande hos Socialdemokratiets Thomas Thors, fungerende borgmester i Rønne, Venstres Knud Andersen – som var amtsborgmester - eller Borgerlistens Bjarne Kristiansen fra Hasle Kommune.

Sidstnævnte endte med flest personlige s temmer, og partiet var også valgets vinder med ni mandater i alt. Både Socialdemokratiet og Venstre nåede otte mandater hver, men alligevel var det Thomas Thors, der i sidste ende overtog borgmesterkæden, efter partiet fik landet en aftale med Borgerlisten.

Ifølge Ulrik Kjær er Bornholm-sagen et eksempel på, at timing og tilfældigheder spiller ind i konstitueringen af en ny kommunalbestyrelse. Man skal være vaks ved havelågen, som han formulerer det. Socialdemokratiet sikrede sig den øverste post i kommunen ved at være hurtige til at få lavet en aftale med Borgerlisten – som i øvrigt forklarede ”afgivelsen” af borgmestersædet med, at de fik en række vigtige poster til gengæld.

2009: Kerteminde

Alt virkede fredeligt og roligt hos SF og Socialdemokratiet efter valget i 2009, da partierne havde klaret sig godt ved kommunalvalget og kunne stille et flertal på 13 mandater mod 12, som sikrede Palle Hansborg Sørensen et genvalg som borgmester.

Den fred blev brudt et par dage senere under konstitueringsprocessen, hvor Sonja Rasmussen skrottede Socialdemokratiet og tog sine stemmer med til en tilværelse som løsgænger.

Hun valgte at hoppe over til den anden partifløj, hvor Dansk Folkeparti, Borgerlisten, Venstre og Konservative stod klar med åbne arme og en borgmesterpost som tak for skiftet og magtskiftet.

De to røde partier forsøgte at skabe en konstituering, hvor et borgerligt parti blev hægtet på og fik borgmestersædet mod at indgå i et politisk trekløver. Partiet var ligegyldigt. Det lykkedes dog ikke, og derfor blev det de borgerlige, der sad med flertallet i Kerteminde. Valgkuppet resulterede i protester fra borgerne og voldsomt dårlig stemning i kommunalbestyrelsen.

Ulrik Kjær forklarer, at det uden tvivl har været magt, der var den afgørende faktor i det vilde scenarie fra 2009. Muligheden for at få magt kan friste svage sjæle, som er villig til at gå på kompromis med deres partipolitiske ståsted mod at få en plads for bordenden.

Sonja Rasmussen forklarede ifølge Jyllands Posten dengang, at hendes store antal af personlige stemmer gjorde, at hun følte sig berettiget til nogle betydningsfulde poster. Men ønskerne blev ifølge hende selv ignoreret af Socialdemokratiets politiske gruppe. Efterfølgende meldte hun sig ind i Borgerlisten.

Læs mere om Sonja Rasmussens vej til borgmesterposten her.

2017: Slagelse

Der var tæt løb ved kommunalvalget i Slagelse i 2017. Venstres Stén Knuth var siddende borgmester og havde et godt valg med næsten 6.000 personlige stemmer. Liberal Alliance-gruppen i kommunen bakkede op om ham til at fortsætte med borgmesterkæden om halsen, lige indtil LA fik en masse indflydelse i sigte for at pege på Socialdemokratiets John Dyrby Paulsen.

John Dyrby Paulsen havde personligt et fornuftigt valg, dog med færre personlige stemmer end borgmesteren. Til gengæld havde Socialdemokratiet hevet mange stemmer hjem, hvilket gjorde dem til kommunens største parti med 12 mandater. Det var dog ikke nok til magten, men det kunne Villum Christensen og Liberal Alliance hjælpe med. Partierne indgik derfor en alliance, men Villum Christensen ønskede også borgmesterposten, når de nu tippede den politiske magtbalance.

Det betød nogle lange, intensive kampe, som i sidste ende resulterede i en meget utraditionel løsning, hvor Socialdemokratiet og Liberal Alliance besluttede sig for at dele borgmesterposten, således at John Dyrby Paulsen var i spidsen i de første to år, mens Villum Christensen kunne overtage fra 2020, hvis han fortsat ønskede det.

Aftalen blev siden hen skrottet, og John Dyrby Paulsen sidder derfor fortsat som borgmester.

Mød forskeren

Ulrik Kjær er professor ved Institut for Statskundskab og forsker især i kommunale valg og lokaldemokrati.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 27.10.2021