Skip to main content

Stop muskelskeletbesvær blandt tandlæger og tandplejere


Muskelskeletbesvær er en substantiel sundhedsbyrde og er den største årsag til år levet med nedsat funktion samt nedsat livskvalitet. Tandlægerne og tand-plejernes arbejde indeholder dokumenterede risikofaktorer for udvikling af muskelskeletbesvær. Internationalt er der dokumenteret en høj prævalens af smerter blandt tandlæger, helt op til 93%. Ligeledes er der dokumenteret signifikante associationer til nedsat arbejdsevne, tab af produktivitet, højt stress niveau samt dårlig søvn kvalitet.

Dette ph.d.-projekt har som overordnet formål at reducere muskelskeletbesvær, så der sikres et godt fysisk arbejdsmiljø og fremtidig arbejdsfastholdelse. Projektet vil kvantificere muskelskeletbesvær, identificere samt teste potentielle effektive initiativer som kan reducere muskelskeletbesvær i den danske tandpleje.

Projektet består af 3 delstudier:

  1. Spørgeskemaundersøgelse der dokumenterer prævalensen af muskelskeletbesvær samt dets konsekvenser for arbejds- og privatliv i den danske tandplejesektor.
  2. Eksplorativt studie der kvantificerer tandlægers arbejdsbelastninger samt identificere nye realiserbare og effektive initiativer.
  3. Feasibility studie der evaluerer effekten og implementeringen af de identificerede tiltag fra studie 2 samt intelligent træning til tandlæger. Effekten evalueres på flere niveauer – hvordan modtages det af praksis, hvor ’nemt’ er det at implementere i praksis, samt hvad er effekten på muskelskeletbesvær, sygefravær, arbejdsevne etc.

Projektets nyhedsværdi er at projektet foruden dokumentationen af muskelskeletbesvær i den danske tandpleje sektor, vil bidrage med ny viden om evidens-baseret forebyggelse og rehabilitering af høj kvalitet. Projektet vil identificere effektive og implementerbare tiltag i den danske tandplejesektor samt udvikle videnskabeligt funderede værktøjer og rådgivning til brug i tandlæge- samt tandplejeruddannelsen med det overordnede formål at forebygge muskelskeletbesvær og sikre arbejdsfastholdelse.

Kontaktperson
Jesper Stejnicher Drongstrup Jensen
Ph.d.-studerende

Sidst opdateret: 19.10.2023