Skip to main content

Udbredt praksis på danske plejehjem at lyve overfor personer med demens

14.05.2024

Nyt studie viser, at plejere og sundhedsprofessionelle ofte tyr til ”hvide løgne” over for personer med demens.

Studiet er netop publiceret i tidsskriftet Aging and Mental Health. Det viser, at løgne er et udbredt fænomen på danske plejehjem, og at sundhedsprofessionelle og plejere i høj grad benytter sig af løgne.

 

Bag studiet står ph.d.-studerende Frederik Schou-Juul og forskningsleder og lektor Sigurd Lauridsen fra projekt Demens ID ved Statens Institut for Folkesundhed.

 

Ifølge dem lyver plejerne om alle mulige ting, men mestendels for at skåne personen med demens og for at få tingene til at glide lidt lettere.

 

”De lyver om små ting, såsom at det er søndag hver dag. Ellers bliver personen med demens måske stresset, fordi han tror, at han skal på arbejde. I andre tilfælde kan det være, hvis en person med demens konstant spørger, hvor han eller hendes afdøde mor eller far er. Her oplever plejere, at en løgn er mere skånsomt, da sandheden uvægerligt vil få personen med demens til at gå igennem sorgen over at miste forældrene igen,” fortæller Sigurd Lauridsen.

Derudover tyer plejere og sundhedsprofessionelle til forskellige former for løgne for at forhindre situationer i at eskalere, forenkle pleje for alle involverede parter, undgå uønskede situationer og at skade personen med demens.

Ser det ikke som løgne

 

Ifølge studiet opfatter nogle plejere løgn som en legitim strategi i plejen af personer med demens, mens andre understreger de negative konsekvenser ved løgnen.

 

”Overraskende nok anerkender nogle slet ikke deres praksis som værende løgn. De argumenterer for, at det ikke kan betragtes som en løgn, når den person, man lyver for, ikke har mulighed for at forstå eller meningsfuldt interagere med den "objektive" virkelighed, som plejeren opererer ud fra,” forklarer Frederik Schou-Juul.

Ifølge forskerne indikerer studiet, at de mange forskellige opfattelser af løgn og plejeres bevæggrunde for at bruge løgnen kan afspejle en manglende ensartethed i tilgangen til løgne.

 

”Dette kunne muligvis bidrage til en mere etisk plejepraksis og forbedre kvaliteten af den pleje, der ydes til mennesker med demens,” siger Frederik Schou-Juul.