Skip to main content
DA / EN
Militærteknologi

Dansk teknologi vil revolutionere termisk camouflage

Startupvirksomheden DECPT med den tidligere SDU-ph.d. Jeanette Hvam i spidsen har udviklet en ny form for termisk camouflage, som kan ændre spillet i krigsførelse. Opfindelsen kan ikke blot redde liv, men også forme fremtiden for militærteknologi.

Af Sune Holst, , 06-10-2023

Vinden hylede gennem de nøgne træer og vinduerne i den udsprængte lejlighedsbygning, mens overvågningsholdet marcherede op ad trapper dækket af glasskår. Kulden bedøvede deres fingre, da de satte deres udstyr op: et termisk kamera på størrelse med en bærbar computer, dets stativ og en Starlink-parabol samt batteri.

Sådan begynder en reportage i The New York Times fra december sidste år om et overvågningsteam, ledet af en amerikaner kendt som Wolf. Journalisten følger soldaterne, der den nat var Ukraines øjne i Bakhmut. Soldaternes opgave var at stirre på det hvid-sorte skær af infrarøde billeder, mens det prøvede at identificere russiske positioner.

Krigen i Ukraine sover nemlig ikke. Når natten falder på, gælder det om at tilpasse sig mørket.

Termisk nattesyn er derfor bogstavelig talt et spørgsmål om liv og død. At kunne identificere fjenden på lang afstand er en enorm fordel. Men lige så vigtigt det er at kunne spotte fjenden, lige så vigtigt er det at kunne skjule sig.

Termisk camouflage er essentielt

I den sammenhæng er termisk camouflage essentielt. Men avanceret termisk camouflage er dyr. Indtil videre har termisk camouflage været forbeholdt beskyttelse af det mest eksklusive materiel, hvilket vil sige pansrede mandskabsvogne og tanks.

Nu har en dansk forsker imidlertid udviklet en ny teknologi, der er let og billig at producere, hvilket åbner op for helt nye muligheder.

- Den bedste mulighed man har for at beskytte sig, er at være usynlig. Vi har udviklet en folie med nanostrukturer, så f.eks. ukrainske kampvogne kan falde i med omgivelserne i ikke blot det synlige bølgelængdeinterval, men i hele intervallet. Vi kan producere det i så store mængder og til en så billig pris, at du kan iklæde ting i termisk camouflage, som du ikke før ville have råd til, fortæller CEO for virksomheden DECPT, Jeanette Hvam.

Samarbejder med SDU's R2R-faciliteter

  • SDU’s rulle-til-rulle-faciliteter på campus i Sønderborg er state-of-the-art, når det kommer plade-til-plade og rulle-til-rulle pådampning af tyndfilm på fleksible folier i store volumener. Normalt bruges udstyret til forskning i og opskalering af organiske solceller, men solcellegruppen med professor Morten Madsen i spidsen stiller udstyr og ekspertise til rådighed for Jeanette Hvam og DECPT i forbindelse med den videre udvikling af den termiske camouflage.
  • Solcellegruppen har ekspertise i belægning af forskellige funktionelle (kontinuerlige eller nanostrukturerede) tyndfilm fra smarte materialer i stor skala. Udover solceller er lysdioder og energilagringsapplikationer blandt de vigtigste anvendelsesområder, men teknologien kan udvides til andre områder, hvor der kræves stor produktion af tyndfilm på fleksible folier.
  • Se mere her

Brugen af termisk udstyr som kikkertsigte, nightvision og droner med termiske kameraer er vokset eksplosivt i krigen mellem Ukraine og Rusland. Krigen er nemlig forskellig fra de konflikter, som Vesten har været involveret i de seneste 50 år. Der er tale om en symmetrisk konflikt.

Hvis vi sammenligner med krigen i Afghanistan, hvor Danmark deltog i ISAF-styrken, var Taliban udstyrsmæssigt NATO underlegne, hvorfor krigen var asymmetrisk. Asymmetriske krige opstår, når den ene part er den anden underlegen i forhold til krigsudstyr.

Det internationale samfund med USA i spidsen sendte det ypperligste militære isenkram til Afghanistan og var med radarer, satellitter, bombefly, helikoptere, artilleri og fjernstyrede droner fjenden langt overlegen. Derfor kom der færre af de klassiske kampe med to fronter. Taliban måtte i stedet ty til selvmordsbomber, improviserede miner og nedgravede vejsidebomber.

Det gælder om at gemme sig

I krigen mellem Ukraine og Rusland er begge parter udstyret med militærudstyr af ypperste kvalitet.

- Ukraine kan ikke pansre sig ud af faren. Rusland har simpelthen for kraftige våben. Derfor gælder det om at gemme sig. Ukraines problem er bare, at Rusland har nogle teknologier, der opdager dem. Det stiller nogle ekstra krav til, hvad man skal gøre for at gemme sig. Man skal gemme sig i hele bølgelængdeintervallet, siger Jeanette Hvam.

At gemme sig i bølgelængdeintervallet betyder kort sagt, at soldaterne ikke blot skal være usynlig for det blotte øje, men også for termiske scannere.

Den bedste mulighed, man har for at beskytte sig, er at være usynlig. Vi har udviklet en folie med nanostrukturer, så f.eks. ukrainske kampvogne kan falde i et med omgivelserne -  ikke blot det synlige bølgelængdeinterval, men i hele intervallet

Jeanette Hvam, direktør

I en video fra DECPT’s hjemmeside kan du se, hvordan en varevogn med motoren i tomgangkørende og en varmeblæser i bagagerummet går i ét med omgivelserne, i takt med at den beklædes med den nanofolie, som DECPT udvikler.

Videoen illustrerer, at den termiske camouflage er et stærkt værktøj til militære applikationer, hvor objekter skal skjules for fjenden. På trods af de bagvedliggende varmekilder kan varevognen ikke ses. Det skyldes, at nanofolien efterligner omgivelserne.

- De produkter, der findes i dag er dyre og anvendes derfor kun på det allermest kritiske materiel helt ude ved frontlinjen, såsom pansrede køretøjer. De nuværende systemer anskaffes til at holde og anvendes i mange år, og deres kamuflerende effekt skyldes en kompleks sammensætning af kemiske forbindelser. Med det teknologikapløb, vi befinder os i indenfor forsvarsteknologi, har man brug for opdaterbare løsninger, siger Jeanette Hvam og uddyber: 

- Kamuflagefolien er billig og det meste udstyr kan derfor ret beset plastres ind i det. Den bagvedliggende teknologi, der ikke er baseret på kemi, er nemmere at opdatere og derfor er det muligt på ethvert tidspunkt at udskifte den med den nyeste version.

Ikke blot billig - også fleksibel

Nanofolieteknogien er ikke blot billig og let at masseproducere. Den termiske camouflage er også tynd og bøjelig, hvilket gør den til et fleksibelt produkt.

- Vores folie er er så billig, at det er et brug-og-smid-væk-produkt. Du kan sætte det på som klistermærker og så lige skære det til på stedet med en hobbykniv. Du kan også reparere det med tape eller skifte det efter omgivelserne, hvis nu vegetationen skifter.

Det står i stærk kontrast til de nuværende løsninger for termisk camouflage på markedet, der er ganske statiske og kun passer til det udstyr eller køretøj, som de er blevet specialdesignet til.

Ikke overraskende er Det Danske Forsvar ganske interesseret i at følge udviklingen i den revolutionerende teknologi og dens potentielle anvendelser, og der arbejdes på en test af den termiske camouflage inden årets udgang.

Er der et færdigtestet produkt inden årets udgang?
- Færdigtestet i laboratoriet? Ja, umiddelbart. Klar til krig? Nej! Vi har selvfølgelig en interesse i at eksekvere hurtigt, men det kræver bare, at vi er mere end to og en halv mand. Så jeg håber på snart at kunne udvide virksomheden, siger Jeanette Hvam.

Mere om projektet

DECPT ApS er en spinoff virksomhed fra Inmold A/S med mere end ti års erfaring indenfor nanostrukturerede folier. DECPT blev grundlagt i august 2022 med formålet at udvikle og forske i nanostrukturerede folier til forsvaret med fokus på varme- og visuel afskærmning.

DECPT arbejder ikke kun sammen med eksperter fra Inmold ApS men også med danske universiteter og forsknings- og teknologiorganisationer. Virksomhedens mission er at beskytte dem, som beskytter os. Se mere på decpt.dk

Kontakt

Jeanette Hvam er uddannet Cand.Scient. i fysik med en ph.d. i Materials Sciences and Nanotechnology fra SDU. Hun har tidligere været med til at starte virksomheden AmiNic ApS, der står bag en håndholdt sensor, der fungerer som en meget følsom næse – 1000 gange mere følsom end menneskenæsen. Den kan med stor præcision og sikkerhed bestemme friskheden af kød og fisk, og fremskrive til en korrekt holdbarhedsdato.

Se mere

Redaktionen afsluttet: 06.10.2023