Skip to main content
Nye krav

2020: Nye krav til engelskkundskaber

Hvis du søger ind på en engelsksproget kandidatuddannelse, skal du fremover bevise, at du har bestået engelsk B med mindst 3,0.

Uddannelses- og forskningsministeriet har ændret adgangskravene til kandidatuddannelser, så alle ansøgere til engelsksprogede kandidatuddannelser fremover skal have bestået engelsk B med en samlet karakter på mindst 3,0. Ændringen gælder for alle, der søger optagelse i 2020.

Det nye karakterkrav betyder bl.a., at man ikke længere kan søge ind på baggrund af en "individuel kompetencevurdering" fra VUC, fordi vurderingen ikke munder ud i en karakter. Det betyder også, at SDU ikke kan fritage ansøgere med andre uddannelseskvalifikationer på engelsk, fx en bacheloruddannelse fra et engelsktalende land. 

Du er fritaget, hvis du har retskrav

Du er ikke omfattet af de nye regler, hvis du går på en bacheloruddannelse, der giver dig retskrav på at kunne starte på en engelsksproget kandidatuddannelse. Dit krav på at fortsætte på kandidatuddannelsen trumfer de nye krav til sprog-kundskaber. Det gælder dog kun for den kandidatuddannelse, du har retskrav til.

Du kan tage en sprogtest

Hvis du ikke har bestået engelsk B med minimum 3,0, kan du tage en sprogtest for at bevise dit niveau. SDU anerkender en række internationale tests. Læs mere om SDU's krav til sprogkundskaber.

Det betyder kravene for dig

Uddannelses- og forskningsministeriet har gennemført en række ændringer i kravene til engelske sprogkundskaber. Når du søger ind på SDU, betyder det konkret:

  • Du skal bevise, at du har bestået engelsk B med 3,0 eller mere
  • Du kan ikke længere bevise dit engelsk-niveau vha. en individuel kompetencevurdering fra VUC
  • En PBA-uddannelse undervist på engelsk er ikke længere tilstrækkelig dokumentation
  • Ansøgere med bachelor fra et engelsktalende land er ikke længere fritaget fra at dokumentere deres engelskkundskaber
  • Hvis du har retskrav, kan du søge ind med en karakter under 3,0
Redaktionen afsluttet: