Skip to main content
Uge 51 2023

Flere og flere danskere føler sig ensomme

Forekomsten af ensomhed er steget markant. Nu oplever 27 procent af alle mænd og 34 procent af alle kvinder at føle sig ensomme.

Det er snart jul, hvor vi danskere traditionelt søger samhørighed med vores nærmeste. Men for nogle er julen en højtid, hvor ensomheden bliver mere udtalt.

Ifølge et nyt studie er ensomhed dog langt fra et årstidsbestemt fænomen, men en vedvarende og stigende udfordring, der rækker ud over julen.

Studiet er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed og netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Scandinavian Journal of Public Health.

”Andelen, der føler sig ensom, er mere end fordoblet siden år 2000. Det gælder hele befolkningen og alle de aldersgrupper, vi har undersøgt,” forklarer professor Janne Tolstrup.

Studiet trækker på data fra de landsdækkende sundheds- og sygelighedsundersøgelser, hvor i alt 86.000 voksne danskere fra 2000 til 2021 har svaret på spørgsmålet; ”Sker det nogensinde, at du er alene, selvom du mest har lyst til at være sammen med andre?”

De, som har svaret ”Ja, ofte” eller ”Ja, en gang imellem,” er defineret som ensomme.

I år 2000 rapporterede 13 procent af alle mænd og 19 procent af alle kvinder, at de følte sig ensomme. I 2021 var det 27 procent mænd og 34 procent kvinder, der følte sig ensomme. 

Især de unge og de ældre

Det er de især ældre på 75 år og derover samt de unge mellem 16 og 24 år, der føler sig mest ensomme. Dog er forekomsten størst hos de unge – og særligt de unge kvinder.

Hvor 45 procent af de unge mænd følte sig ensomme i 2021, gjaldt det 54 procent af de unge kvinder. 

”Stigningen i ensomhed er især markant fra 2017 til 2021, hvoraf en del sandsynligvis kan tilskrives corona-pandemien og dens restriktioner. Derfor arbejder vi lige nu med en ny analyse med tal fra 2023, som vil vise, om forekomsten af ensomhed er faldet igen, nu hvor vi er kommet om på den anden side af corona,” siger Janne Tolstrup.

De nye tal forventes at udkomme til februar 2024.

Udfordring for folkesundheden

Det er efterhånden velkendt, at ensomhed er skadeligt for helbredet og forbundet med for eksempel dårlig sundhedstilstand og tidlig død. Verdenssundhedsorganisationen WHO har erklæret ensomhed som en global sundhedstrussel, og de amerikanske sundhedsmyndigheder sammenligner ligefrem ensomhed med at ryge 15 cigaretter dagligt.

”Ensomhed kan ikke længere betragtes som et individuelt problem. Det er blevet en udfordring for folkesundheden, og tallene viser, at der er brug for øget opmærksomhed,” siger Janne Tolstrup.

Kontakt: Professor Janne Tolstrup, tlf.: 6650 7735 eller 2076 4819, e-mail: jest@sdu.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Vil du vide mere?

studie

Redaktionen afsluttet: 20.12.2023