Skip to main content
Uge 45, 2018

Forskning sætter fokus på uønsket seksuel opmærksomhed

#MeToo: Arbejdspladser får redskaber til at opspore, håndtere og forebygge seksuelle krænkelser

Det er over et år siden, at #MeToo-kampagnen for alvor satte uønsket seksuel opmærksomhed på dagsordenen, men i Danmark mangler arbejdspladserne fortsat viden om, hvordan de kan opspore, håndtere og forebygge seksuelle krænkelser.

Det vil et nyt forskningsprojekt rette op på. Det er Statens Institut for Folkesundhed, der står i spidsen for projektet, der er et af de første forskningsprojekter i Danmark om seksuel chikane fra ledere og kolleger.

I samarbejde med en lang række virksomheder skal forskerne bag projektet udvikle metoder og værktøjer til de arbejdspladser, der ønsker viden om, hvad de kan gøre for at forebygge seksuelle krænkelser, men også hvordan de håndterer det, når det finder sted.

”Mange arbejdspladser har i lyset af MeToo-kampagnen fået øjnene op for problemstillingen, og der er derfor kommet øget fokus på seksuel chikane på arbejdsmarkedet. Men der mangler forskningsbaseret viden om, hvad arbejdspladserne kan gøre i tilfælde af sager om seksuelle krænkelser. Derfor vil vi blandt andet udvikle procedurer, der sikrer en klar, gennemsigtig og retfærdig håndtering, sådan så medarbejderne for eksempel ved, hvor de skal henvende sig, og hvor de kan være trygge ved at stå frem om deres oplevelse. Samtidig skal lederne føle sig klædt ordentligt på til at håndtere situationen,” siger Maj Britt Dahl Nielsen, seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed.

Procedurerne skal også sikre, at der efterfølgende bliver taget hånd om situationen og den uro, der måtte være på arbejdspladsen, således at den krænkede medarbejder kan vende tilbage til arbejdspladsen på en ordentlig måde.

Vigtigt med forebyggelse

Et vigtigt mål med projektet er også at give arbejdspladserne inspiration til, hvordan de kan arbejde med at forebygge uønsket seksuel opmærksomhed.

”Forebyggelse handler blandt andet om at sikre et godt arbejdsmiljø med en ordentlig omgangstone og klare værdier og normer for acceptabel adfærd på arbejdspladsen. Her peger tidligere undersøgelser på, at alene dét at have en politik på området kan være med til at forebygge,” siger Maj Britt Dahl Nielsen.

Forskerne skal i samarbejde med fire arbejdspladser udvikle ideer og metoder til indsatser, der kan forebygge. Det skal sikre, at metoderne bliver anvendelige i praksis.

Målemetode skal opspore krænkelser

Endelig skal projektet udvikle en detaljeret målemetode, som arbejdspladserne kan bruge til at kortlægge forekomsten af seksuelle krænkelser. Målemetoden er et spørgeskema, der kan bruges af arbejdspladsernes ledere og arbejdsmiljørepræsentanter til at spørge ind til konkrete situationer og til forskellige typer af krænkelser.

”Spørgsmålene skal gerne sikre en mere konkret og nuanceret viden om, hvad medarbejderne oplever. Seksuel chikane er jo et komplekst fænomen, som omfatter mange forskellige former for negativ adfærd, for eksempel fjendtlig og nedsættende bemærkninger om det andet køn, ikke-gensidige anmodninger om dates, påtrængende sms’er og telefonopkald og seksuel tvang. Derfor vil målemetoden give arbejdspladserne mere specifik viden, som de kan agere ud fra,” siger Maj Britt Dahl Nielsen.

Uønsket seksuel opmærksomhed er forbundet med højere sygefravær og flere depressive symptomer.

Projektet er finansieret af Arbejdsmiljøforskningsfonden og udføres i samarbejde med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, COWI, NIRAS og Arbejdspsykologisk Praksis.

Kontakt

Seniorforsker Maj Britt Dahl Nielsen, Statens Institut for Folkesundhed, SDU, tlf.: 6550 7784, e-mail: mbdn@si-folkesundhed.dk 

Vil du læse mere?

Find projektet her

Vil du modtage nyheder om folkesundhed?

Tilmeld dig Ugens tal her

Redaktionen afsluttet: 08.11.2018